LHC skal påvise universets femte dimension
Hullet mellem kvanteteorien og relativitetsteorien er på vej til at blive fyldt op, når den svejtsiske superaccelerator kommer i gang, håber fysikerne. Det indebærer måske, at kvanteteori og relativitetsteori skal justeres - og at universet - måske - har fem dimensioner.
Hvis ATLAS-detektorerne i LHC viser, at små, sorte huller spinner, når de fødes, så er det tegn på, at simulatoren BlackMax er tæt på en ny viden. Og måske har universet fem dimensioner. (Foto: Wikipedia)
Læs også
-
Overophedning af partikelaccelerator var frygtet af forskere
-
Ny teori om tyngdekraften: Universet og rumtiden opstod ved selvorganisering
Læs mere om
Dokumentation
Teoretiske fysikere fra den private forskningsinstitution Case Western Reserve University i Cleveland, Ohio, har gennem to år udviklet et simulationsprogram BlackMax, der forsøger at forklare begrebet sorte huller ved hjælp af en femte dimension. Altså en dimension mere end de kendte tre foruden tiden.
Programmet skal forudsige, hvordan ultrasmå sorte huller opstår og "fordamper" igen, et udtryk som er blevet brugt ofte om hullernes henfald.
Hensigten er, at ATLAS-forsøget hos den europæiske superaccelerator LHC (Large Hadron Collider i Schweiz skal bruges til at bekræfte eller afkræfte, om BlackMax er på sporet af virkeligheden.
I så fald vil BlackMax kunne danne bro over den forståelseskløft, som Albert Einstein og Niels Bohr efterlod til deres efterkommere - et videnskabeligt, mørkt hul imellem kvanteteorien og den almindelige relativitetsteori.
Det er i hvert fald, hvad forskerne håber.
For eksempel skal ATLAS-eksperimentet vise, om sorte huller fødes med en rotation. Sådan en rotation vil nemlig ifølge teorien øge den masseandel af det sorte hul, som siver væk i form af gravitoner. Det vil sige de elementarpartikler, der giver egenskaben masse.
Rotationen vil, hvis LHC kan vise den, give et vigtigt spor af, at universets struktur rummer en femte dimension, skriver magasinet Sciencedaily.
Forskerne opfatter deres opgave lidt på samme måde som luftfartens havarikommissioner. Efter et voldsomt sammenstød samler de alle brudstumperne sammen, og prøver at regne baglæns for at forstå årsagsmekanismen, der fik sammenstødet til at ske.
Her kommer simulatorprogrammet BlackMax ind i billedet. Hvis ATLAS-eksperimentet spreder fragmenter af partikler på en ensartet måde i alle retninger, som BlackMax forudsiger, så brænder tampen.
Især hvis der undslipper gravitoner. ATLAS-detektoren er ikke i stand til at mærke en løsrevet graviton. Men hvis de partikler, der kan spores, ser ud til at tabe i vægt, så er det tegn på, at gravitoner er sluppet ud.
De kunstige, sorte huller, der skal produceres i Schweiz's undergrund, bliver en milliard gange varmere end solen.
Men de fordamper meget hurtigt, så de slipper ikke ud i den swejtsiske natur. Faktisk forsvinder de så hurtigt, at de ikke kan passere bredden af et menneskehår.
Et tilsvarende eksperiment udføres dagligt højt oppe i atmosfæren, hvor den kosmiske stråling fra universet rammer luftens atomer. Men her er ingen detektorer, der kan vise, hvad der sker. Så her er det ligegyldigt, hvad BlackMax forudsiger.
Forskernes videnskabelige artikel om BlackMax er offentliggjort i tidsskriftet Physical Review D, volume 77 nummer 7.
Enhver, der er interesseret i fysik og har kendskab til Unix/Linux, har mulighed for at afprøve BlackMax, da koden er frit tilgængelig. (se link nedenfor)
LHC-acceleratoren, som er verdens hidtil kraftigste, er lukket ned for vinteren, hvor prisen på elektricitet er for høj. De indledende testrunder i september gik fint, indtil en superledende magnet gik i stykker og måtte repareres. LHC forventes at blive startet op igen i april 2009.





