Overgangsordninger er løsningen
Med et forbehold omkring din generelle beskrivelse af, at landbrugssubsidierne er til skade for miljøet, kan man ikke undgå at give dig ret i, at EU’s landbrugspolitik set fra de fleste vinkler er paradoksal. – Der kunne nævnes mange flere forhold, end du gør, og det gælder desuden hele den industrialiserede verdens landbrugspolitik. – EU’s er ikke den værste – det er den faktisk her i Norge.
Det er dog forkert, når du nævner, at politikken støttes af dansk landbrug og Marianne Fischer Boel.
Det er også forkert, når du lader det se ud, som om danske landmænd lever fedt af støtten.
Støtte til landbruget tog rigtig fart efter de store krige, hvor det blev klart, at fødevarer faktisk er det vigtigste strategiske råstof i krig. I efterkrigstidens lynhurtige omstilling til et industrisamfund, så politikerne det som en let genvej at opretholde landbrugsstøtten for at undgå sociale problemer pga. at primærnæringerne altid ”hænger bagefter” i en hurtig økonomisk og erhvervsstrukturel udvikling.
Dansk landbrug er det mest omstillingsparate i verden. Derfor har det også ofte argumenteret for, at man med en overgangsperiode skal afskaffe landbrugssubsidier. – Især de unge landmænd er smerteligt klar over, at subsidiepolitikken godt nok giver dem større øjeblikkelige indtægter, men efter en overgangsperiode, vil prisen stige igen, og desuden betaler de en dyr indgangsbillet i form af skyhøje jordpriser, for at få adgang til indtægten. – Unge landmænd vil hellere betale mindre for en gård og så få lidt mindre for deres produkter senere.
I EU er det først og fremmest de militante franske bønder, der står i vejen for en tiltrængt landbrugsreform.
Et specielt tilfælde er USA, hvor man aldrig har sultet, men hvor man levede af at sælge korn til Europa. USA's subsidiepolitik var et svar på Europas, der sænkede priserne på verdensmarkedet til et niveau, der til tider ikke engang kunne dække transporten fra Midtvesten til Europa.
Det er først og fremmest ulandene, der behøves frihandel. Samtidigt er det også de fattige jordløse i ulandene, der lider mest, hvis vi får frihandel og derved højere priser på fødevarer – hvilket vi netop ser nu, hvor en kombination af dårlige avlinger, stigende råstofpriser og produktion af biofuel har hævet priserne til et mere realistisk niveau.
Der er derfor god grund til at udstille galskaben i den nuværende subsidiepolitik, men at udstille enkeltpersoner og landmænd i Danmark som ”de gale”, er uretfærdigt.
Overgangsordninger på ca. 10 år, hvor man brugte de 400 mia. i EU – og tilsvarende i Japan, Amerika, Svejts og Norge – til midlertidige social udjævning blandt unge landmænd med stor gæld og til fattige i ulandene, ville være en mulig løsning.
77
