/elektronik

Flashdiske bliver helt op til 100 gange hurtigere til næste år

Sandisk har fundet på nye måder at læse og skrive i flashbaserede diske. Det øger både hastigheden og holdbarheden. Firmaet vil holde teknikken for sig selv - men til gengæld vil de indføre nye standarder.

Klik for at se billedet i stort

Denne model SSD bliver nu overhalet af Sandisks nye flashdiske, som generelt bliver mindst seks gange hurtigere. Hastigheden opnås hovedsageligt ved at ophøre med at læse og skrive i fysiske blokke, og i stedet bruge logiske pages. (Foto: Sandisk)


Læs også

Læs mere om

Dokumentation

Af Kent Krøyer, fredag 07. nov 2008 kl. 14:56

Den californiske chipfabrikant Sandisk har fremstillet en ny serie SSD'er (Solid State Drives) med en skrivehastighed, der er 100 gange hurtigere end dem, der er på markedet nu.

Den nye serie får navnet ExtremeFFS, og denne gang holder firmaet teknikken for sig selv. Forgængeren TrueFFS blev ellers licensieret til mange andre SSD-fabrikanter.

Hastighedsforbedringen skyldes især to ting. For det første, at alle NAND-kanaler kan fungere parallelt og uafhængigt af hinanden, så for eksempel én kanal kan bruges til udlæsning, mens en anden bruges til skrivning, og en tredje rydder op.

For det andet er der udviklet et nyt filstyringssystem specielt til flashhukommelse. Den baserer sig på sideskift frem for blokskift, hvilket betyder, at der ikke længere er nogen fast entydighed mellem fysisk og logisk skriveposition. Så når der skal skrives data, finder chippen selv det hurtigste sted at anbringe dem. Det øger ikke bare skrivehastigheden, men også holdbarheden, fordi sliddet på cellerne spredes.

En tredje hastighedsforøgelse, som dog ikke kan måles under benchmarking-test, er, at hukommelsesstyringen gradvist lærer, hvilke data brugeren helst vil bruge, og anbringer dem lige ved indgangen, så at sige.

Det er dog kun operationen "random write", som bliver 100 gange hurtigere, men det er vigtigt, da det er en operation, der udføres meget ofte i en almindelig forbrugers pc.

Set i forhold til generel ydelse på alle parametre, bliver de nye flashdiske kun seks gange hurtigere end de nuværende.

Nye benchmark-målinger skal hjælpe forbrugerne
Men det er ikke nemt for forbrugere at overskue markedet og vurdere kvaliteten af alle de nye SSD'er, der dukker op på markedet.

Forskningsdirektør Joseph Unsworth fra analysebureauet Gartner siger til magasinet EETimes:

»Der har været en syndflod af SSD-produkter med svingende kvalitet, som har skabt en ufortjent hype og stor forvirring blandt forbrugere og firmaer.«

Så samtidig med markedsføringen af de nye SSD'er i 2009, slår Sandisk på tromme for en ny, ensartet måde at angive diskhastigheder (vRPM) og holdbarhed (LDE) på, så SSD'er og harddiske bedre kan sammenlignes.

Forslaget er nu indsendt til JEDEC, en industriel standardiseringsorganisation for flashdisk industrien, som i øjeblikket har 295 medlemmer.

Sandisks forslag vil gøre det nemt for forbrugerne at rangordne harddiske og SSD'er efter ydelse og holdbarhed.

Betegnelsen vRPM (virtuelle omdrejninger per minut) skal vise, hvor hurtigt en tænkt harddisk skal rotere for at opnå en tilsvarende ydelse som den målte SSD. Tallet måles ved hjælp af en særlig algoritme, som beskrives i et whitepaper (se link nedenfor)

Holdbarheden afhænger af flere elementer, såsom førnævnte slidfordeling. Men også måden at optimere den løbende oprydning i hukommelsen påvirker holdbarheden. Og endelig har det stor betydning, om man bruger ram-cache. Sidstnævnte kræver noget af computerens operativsystem, så Sandisk beder i virkeligheden også softwarebranchen om at blive klar til de nye begreber. (Se link)



09. nov 2008 kl 13:54

Ole Dahl

modsigende

et nyt filstyringssystem specielt til flashhukommelse. Den baserer sig på sideskift frem for blokskift, hvilket betyder, at der ikke længere er nogen fast entydighed mellem fysisk og logisk skriveposition. Så når der skal skrives data, finder chippen selv det hurtigste sted at anbringe dem. Det øger ikke bare skrivehastigheden, men også holdbarheden, fordi sliddet på cellerne spredes.

og senere

En tredje hastighedsforøgelse, som dog ikke kan måles under benchmarking-test, er, at hukommelsesstyringen gradvist lærer, hvilke data brugeren helst vil bruge, og anbringer dem lige ved indgangen, så at sige.

hvis de samler mest benyttede data et sted bliver det vel hurtigst slidt der.



09. nov 2008 kl 19:03

Rolf Hansen

Re: modsigende

Det er fordi du misfortolker billedsproget.

Disken ligger ikke data de steder der bliver brugt mest, da dette ikke ville give nogen mening da disken ikke bliver læst ligesom en plade på en roterende harddisk som ikke kan tilgå data ligehurtigt alt efter hvor på pladen de ligger, det kan en flash disk, den kan tilgå alle data lige hurtigt den skal bare vide hvor de ligger.

Det der menes må være at den gemmer et index over de steder der bliver tilgået mest sådan at den kan tilgå data uden først at "søge/spørge" om hvor de ligger.


09. nov 2008 kl 19:11

Baldur Norddahl

Konkurrenterne har det allerede

Intel har 80GB og 160 GB SSD diske model X18-M og X25-M. Mtron har SSD PRO på 16, 32 og 64 GB.

Alle andre flash baserede SSD produkter skal man holde sig langt væk fra. De andre producere dårlige produkter som har katastrofal "random write" performance. Lad dig ikke lokke af at de er meget billigere, for de er også ekstremt meget dårligere.

Ud fra artiklen kan det være at Sandisk bliver den tredie producent af brugbar flash SSD.

Lige nu koster en Intel 80 GB SSD lige under 5000 kr, eller omkring 60 kr per GB.

En 10K RPM velociraptor harddisk på 300 GB koster ca. 2000 kr, eller omkring 6 kr per GB.

Men så er Intels SSD også mere end 10 gange hurtigere til nogle operationer.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.