Ingeniørens læsere kender Henrik Lund fra mange sider af energidebatten.

Som professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet har han blot inden for det seneste år stået fadder til et forslag om at investere 75 milliarder kroner i udbygning af fjernvarmenettet. Han har talt varmt for øget grundforskning - og givet sin indirekte støtte til Greenpeace-aktivisters besættelse af en skorsten på Avedøre2 i protest mod kulfyring. Og så har han gentagne gange kritiseret planerne om at investere i CO2-lagring.

De mange udmeldinger kan synes en anelse brede i deres sigte, men der er faktisk et fællestræk:

»Fællesnævneren i mit arbejde er, at jeg brænder for den vedvarende energi. Og for at Danmark om 20-30 år ikke skal ende i samme situation, som jeg voksede op i,« siger han.

For at forstå, hvad der driver mennesket bag professor Henrik Lund, skal vi have fat i en 13-årig Himmerlands-knægt, der voksede op med oliekrise og bilfrie søndage:

»Vi glemmer måske lidt i dag, hvor desperat en periode det var for det danske samfund. Vi var utrolig afhængige af olie og fik oparbejdet en enorm udlandsgæld. Da jeg blev færdig med at læse i 1985, havde der været ansættelsesstop i det offentlige på grund af økonomien. Det prægede min opvækst.«

Og derfor argumenterer den 48-årige Henrik Lund den dag i dag utrætteligt for vedvarende energi:

»Primært for miljøet, men også af forsyningsmæssige årsager. Og fordi det er vigtigt, at vi som samfund får skabt nogle teknologier og arbejdspladser, som vi kan leve af i fremtiden.«

Henrik Lund, der har titel af professor med særlige opgaver - selv bedyrer han, at det dækker over pligten til at servere kaffe for de andre - er dog ikke imponeret over tempoet i Danmarks overgang til vedvarende energi. Han har i årevis skoset den nuværende regering for dens 'paradigmeskifte i 2001 fra en aktiv til en passiv energipolitik', men roser Anders Fogh Rasmussens nye vision om et langsigtet farvel til fossile brændsler.

Derfor undrer det ham også, at danske og internationale energiselskaber investerer massivt i at udvikle teknikker til lagring af CO2 i eksempelvis oliefelter:

»Når vi nu har en klar politisk målsætning om at gå mod 100 procent vedvarende energi, så kan jeg altså ikke se behovet for alle mulige svinkeærinder som at øge afbrændingen af kul markant for at kunne gemme CO2 af vejen, når vi kan gå den direkte vej,« siger han og afviser blankt argumentet om, at lagring kan være en nødvendig mellemstation, indtil tilstrækkeligt mange vedvarende teknologier kan tage over:

»CO2-lagring er stadig fem-seks år ude i fremtiden, mens vi her og nu kan udbygge vindkraften, udvide fjernvarmen, isolerere vores boliger bedre og udbygge med solvarme og biogas. Pengene kan bruges bedre, og vi kan nå at gøre rigtigt meget, inden den første CO2-lagring er oppe at stå.«

I det hele taget mener Henrik Lund, at regeringen fortsat skylder at omsætte sin nye energivision til konkret handling:

»Fogh og Hedegaard (klimaminister Connie Hedegaard, red.) har lavet en rigtig god målsætning, men de mangler stadig at trække i arbejdstøjet. Vi mangler alle de initiativer og små love, som gør, at vi kan opfylde målsætningen. Vindmølleudbygningen er eksempelvis gået i stå - i dag kan jeg ikke bare som borger gå i gang med at bygge en mølle i min have. Et andet eksempel er varmepumper på de decentrale kraftvarmeværker, som den nuværende afgiftslovgivning spænder ben for. Og jeg tror ikke, at motivationen hos den enkelte borger mangler,« siger han og uddyber:

»Hvis jeg havde muligheden for at tage et højhastighedstog til København i stedet for flyet, så gjorde jeg det. Og hvis jeg havde muligheden for at tanke biogas på min bil, så gjorde jeg det. I Stockholm kan du gøre det 12 steder, i Danmark er der nul. Rammerne for, at jeg som borger kan træffe et valg, er simpelthen for små,« argumenterer han.

Selv har Henrik Lund tidligere være medejer af flere lokale vindmøllelaug, og i dag har han andel i en tysk mølle:

»Men jeg ville da hellere eje en, som jeg selv fik glæde af. Jeg vil gerne være nabo til en vindmølle, hvis jeg selv får værdi af den,« siger han og afslører en dyb fascination af det lokale initiativ:

»Når olieprisen er høj, er det ofte folk ude på landet - med biler og oliefyr - som mærker det mest. Og det var da også folk på landet - med smedemestrene i centrum - der begyndte vindmølleeventyret, forsøgte sig med raps til brændstof og så videre. Vi må aldrig underkende det initiativ, som ligger i den kultur. Jeg er fascineret af et samfund som det danske, hvor en alliance mellem smedemestre og forretningsfolk, ingeniører og politikere op gennem 80'erne og 90'erne har kunnet skabe den vindmølleindustri, vi ser i dag.«

De mange udfald mod regeringens energipolitik gør det oplagt at spørge, hvor grænsen går, før kritik kan beskyldes for at være politisk motiveret:

»Jeg har altid kritiseret den siddende regering - også da Auken (miljøminister Svend Auken, red.) var minister,« lyder det prompte, inden han svarer på spørgsmålet:

»Det er vigtigt for et demokratisk samfund, at vi har nogle, som ikke har mundkurv på, men kan sige magten imod. Det er svært for rådgiverne, som skal leve af at sælge ydelser, og for embedsmænd i ministerier og kommuner. Derfor ser jeg det nærmest som en pligt at sige sandheden, som jeg ser den. Grænsen går der, hvor der ikke er fagligt belæg for, hvad jeg siger.«

Den pligt har Henrik Lund hermed endnu en gang levet op til.

Henrik Lund
Født i Aalborg 1960
Ingeniør fra Aalborg Universitet 1985
Ph.d. i implementering af vedvarende energi, Aalborg Universitet, 1990
Konsulent hos firmaet Plan Energi 1985-1986
Professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet siden 2006.