Konkurrencetid for årets bedste opfindelser
Det er blevet tid til at melde sin virksomheds bedste nye produkt fra året, der er gået, til konkurrencen om Nyhedsmagasinet Ingeniørens Produktpris 2009, der uddeles af branchens egne teknologiudviklere.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Har din virksomhed lanceret et banebrydende nyt teknologiprodukt det seneste år? Så står Ingeniørens hårde dommerpanel klar til at vurdere det og sammenligne det med de andre nye danske opfindelser. Det er nemlig blevet tid til at uddele Nyhedsmagasinet Ingeniørens pris – Produktprisen 2009.
»Vi regner med at se produkter fra hele den teknologiske palette; fra nanoprodukter via fragtskibe til satellitudstyr og ny bioteknologi. Og vi ved, at dommerne bliver begejstrede, hver gang de ser en grænse brudt. Selvfølgelig med ny teknologi, men også gerne med gammel teknologi brugt på en helt ny måde og til at løse en helt anden opgave,« siger redaktionschef i Mediehuset Ingeniøren, Rolf Ask Clausen.
Igen i år vil Produktprisen blive uddelt af et dommerpanel bestående af de hårdest tænkelige dommere: teknologiudviklernes egne kolleger. Og det er netop menneskene bag produkterne, der kan komme i fokus ved hjælp af denne konkurrence, påpeger Rolf Ask Clausen.
»Det er en mulighed for at fejre det dygtige team, der har stået bag udviklingen af produktet, og ikke mindst få den fjer i hatten, at virksomheden har Danmarks bedste teknologiske produkt – vundet i skarp konkurrence med "de andre bedste" i landet.«
Selv hvis virksomheden ikke vinder, kan det have sine fordele at deltage.
»Konkurrencen giver virksomhederne mulighed for både at blive inspireret af kolleger og konkurrenter og til at finde ud af, hvor godt de klarer sig målt med andre teknologisk dygtige virksomheder,« siger Rolf Ask Clausen og tilføjer, at der sidste år var en imponerende højt fagligt niveau i feltet med de 40 deltagende virksomheder.
Sidste år bedømte dommerne alt fra spildevandsrensning og vinduer til branddragter og blindeskrift. Den samlede vinder blev Oticon for det lille høreapparat Epoq, som via trådløs teknologi kan kommunikere to og to, og på den måde gøre livet nemmere for personer med nedsat hørelse.
I høreapparatfirmaet har prisen været en motivation for de ansatte.
»Det er fedt at blive anerkendt og få et klap på skulderen. Det har skabt opmærksomhed om produktet, og vi har især brugt prisen i vores kommunikation internt og eksternt, hvor det giver noget ekstra at kunne sige, at produktet har været igennem en faglig vurdering og har vundet en pris,« siger Oticons PR-projektmanager, Melanie Ibsen.
Hvorvidt, Oticon stiller op i konkurrencen igen denne gang, er endnu ikke afgjort.
Ud over hovedprisen bliver der også fundet vindere i kategorierne: Produktion | Maskiner, Sundhed | Mediko | Biotek, Fødevarer, Forbrugerteknologi, Energi | Miljø, Byggeri og It – og Rolf Ask Clausen forventer, at der igen i år kommer gode kandidater i alle kategorierne.
Fakta: Produktprisen 2009
* Hvis jeres produkt skal deltage, skal det i design eller anvendelse tilbyde afgørende teknologisk nyhedsværdi og/eller bygge på markant teknologisk kunnen. Produktet skal på afgørende punkter være udviklet i Danmark og være lanceret på markedet mellem 2. september 2007 og 31. december 2008.
* Tilmeldingsfristen er 20. januar 2009 kl. 10, og tilmeldingen kan sendes fra virksomheden eller fra enkelte medarbejdere, et hold eller en afdeling, f.eks. et udviklingsteam.
* Vinderne udpeges, og Produktprisen uddeles ved et stort kåringsarrangement med tilhørende udstilling 23. april 2009 i København. Dommerpanelet bliver besat af folk fra teknologiudviklingens verden.





