Ny fynsk robot kan betjenes af folkeskoleelev
Universal Robots nye robotarm skal bringe små og mellemstore industrivirksomheder sikkert uden om den såkaldte automationsfælde. Den er nemlig så let at programmere, at de undgår dyr ekspertbistand.
Universal Robots i Odense har udviklet en konkurrencedygtig robotarm med grafisk interface. Her Kristian Kassow (tv) og Esben Østergaard med en af deres robotter. (foto: Das Büro) (Foto: LARS BERTELSEN)
Multimedia
Video:
Riv robotten rundt - så er den programmeret
Læs også
-
En million industrirobotter er i arbejdstøjet over hele verden
Læs mere om
Danske industrivirksomheder får nu en hjælpende hånd – eller rettere sagt arm – i konkurrencen med lavtlønslande i Østen. Fynske Universal Robots er nemlig klar med en robotarm som alle virksomhedernes medarbejdere kan programmere og betjene.
»Vi har lavet en brugervenlig robot, der adresserer de små og mellemstore virksomheders behov. Den kan betjenes uden forudgående robotkendskab. Samtidigt er den billig i anskaffelse, og nem at sætte ind i produktionen,« fortæller Kristian Kassow, medstifter af Universal Robots.
Robotten skal bringe små og mellemstore virksomheder i vesten uden om det, man i branchen kalder for "automationsfælden".
Fælden klapper typisk om mindre virksomheder, der på grund af mange manuelle og arbejdskraftkrævende rutiner i produktionen har svært ved at konkurrere med lavtlønslande i Fjernøsten.
»Løsningen burde være at købe en robot, men robotter er for det første ofte for dyre for mindre virksomheder. For det andet er de så svære at programmere og betjene, at de besparelserne ved en automatisering bliver ædt op af bekostelig ingeniørbistand og tekniske problemer under omstilling til nye produktionsserier,« forklarer Kristian Kassov.
Virksomhederne ender derfor i automationsfælden, fordi robotten ikke er brugervenlig nok.
EasyBot, som Universal Robots har døbt robotten, programmeres via en berøringsfølsom skærm. Samtidig kan brugeren ved at føre robottens arm rundt lære den, hvilke bevægelser den skal foretage fremover. Systemet er særdeles vellykket, vurderer Claus Risager, robotekspert ved Teknologisk Institut.
»Det er meget nemt og intuitivt. Jeg vil mene, at en folkeskoleelev fra niende klasse efter et 20 minutters introduktionskursus kan få den til at fungere. Det er et kæmpe plus i forhold til andre robotter i den kategori. Samtidig er prisen også lavere end andre robotter på markedet,« siger Claus Risager.
EasyBot vil koste cirka 170.000 kroner, hvor den nærmeste konkurrent på markedet, den tyske robot Kuka, koster cirka 400.000 kroner.
Ifølge Claus Risager egner Easybot sig først og fremmest til virksomheder, der har mange simple håndteringer af elementer i produktionen.
»Den er god til at flytte elementer fra punkt A til B. Men hvis produktionsprocessen er meget kompliceret, bliver den mindre anvendelig. Derfor egner den sig umiddelbart ikke til for eksempel fødevareindustrien, hvor der typisk er høje proceskrav,« siger han.
Kristian Kassow er enig:
»Vi har lavet en håndteringsrobot, der kan hive komponenter fra et samlebånd ned i papkasser eller skubbe metalskiver ind under en stansemaskine. Derfor er vores største marked i første omgang jern- og metalindustrien,« siger robotudvikleren.






