For hver kubikmeter dansk naturgas der pumpes op af Nordsøen, rykker det russiske gasmonster tættere og tættere på. Og med det risikoen for øgede gaspriser og at Ruslands energiressourcer bliver brugt som et politisk magtvåben.

For når Danmark ikke længere er selvforsynende med gas, vil vi ikke kunne holde os ude af den storpolitiske brydningskamp, der i øjeblikket finder sted mellem EU på den ene side og Rusland på den anden side.

EU-landene er nemlig dybt afhængige af Rusland, der råder over verdens største gasreserver og verdens næststørste oliereserver. I dag tegner russisk gas sig for en fjerdedel af EU's samlede gasforbrug, og i 2030 forventes den andel at være vokset til kolossale 60 procent, efterhånden som Norge også løber tør for gas.

Og det er noget, der får den russiske bjørn til at spille med musklerne:

»Under Den kolde krig var det Sovjetunionens militære magt, der blev brugt som våben. Nu er det deres energipolitik,« siger cand. scient. pol. Troels Frøling, generalsekretær i NGO'en Atlantsammenslutningen, der er et forum for sikkerhedspolitik.

Det er selvfølgelig langt fra en ønskesituation for EU. Og forholdet til Rusland er nu så anspændt, at Svend Aage Christensen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, advarer mod at kradse yderligere i det betændte sår:

»Måden vi taler om de her problemer på er helt afgørende. Hvis vi overdramatiserer afhængigheden, risikerer vi at opnå det modsatte, nemlig at russerne bygger rørledninger i andre retninger end Europa.«

På trods af de geopolitiske spændinger har Dong Energy ingen problemer med at indgå aftaler med russiske Gazprom, der står for gasleverancerne. Fra 2011 og 20 år frem vil Dong hvert år modtage en milliard kubikmeter russisk naturgas til brug på det nordeuropæiske marked.

»Vi har oplevet russerne som en fuldt kommerciel handelspartner. Der er ingen forskel mellem at indgå en kontrakt med Gazprom og med Shell,« siger koncernchef i Dong Energy, Kurt Bligaard Pedersen, der dog betoner, at man aldrig må blive afhængig af én bestemt leverandør.

Men det er en farlig vej at gå, advarer Troels Frøling:

»Hvis Danmark begynder på at hente russisk gas, skal vi være klar over, at dette ikke er 'business as usual'. Vi skal ikke udelukkende anlægge en kommerciel interesse, for den interesse har modparten (Gazprom, red.) ikke.«

Han henviser til, at det altoverskyggende problem er, at der i hjertet af den russiske energiforsyning kun findes ét reelt selskab, Gazprom, som oven i købet mere eller mindre styres af den russiske regering. Og Putin har ved tidligere lejligheder udtalt, at Rusland har tænkt sig at bruge deres energipolitik som magtvåben.

Dette har russerne da også demonstreret flere gange i de seneste år. I 2005 blev der lukket for gassen til Ukraine, og i 2006 var det samme ved at ske i Hviderusland.

I et forsøg på at mindske afhængigheden af Rusland har EU forsøgt at etablere den såkaldte Nabucco-ledning, der skal forsyne europæerne med gas fra Centralasien.

Men Nabucco-projektet løber gang på gang ind i vanskeligheder, fordi russerne forpurrer muligheden for at lade ledningen blive ført igennem en række østeuropæiske lande ved at indgå særaftaler om gasleverancer med disse lande.

Seneste frontalangreb på EU har Gazprom leveret i form af den 1.200 kilometer lange Nord Stream-ledning, der skal løbe tværs igennem Østersøen ned til Nordtyskland. Hermed er der direkte forbindelse mellem Rusland og Tyskland. Og det er blandt andet netop fra Tyskland, at Danmark i fremtiden skal hente sine gasleverancer.

»Jeg synes, at Nord Stream er et meget problematisk projekt. Der er tale om en bevidst, bilateral handelslinje mellem Rusland og Tyskland, som undgår en naturlig linjeføring gennem Baltikum og Polen,« siger Troels Frøling, der frygter, at tyskerne er på vej i lommen på russerne.

Det er således den tidligere tyske forbundskansler, Gerhard Schröder, der står i spidsen for Nord Stream.

Hos Energistyrelsen deler man dog ikke umiddelbart frygten for det russiske energimonster.

»Der er ikke belæg for at sige, at de (Gazprom, red.) ikke skulle leve op til deres kontrakter med for eksempel Dong Energy. Hvis det er tilfældet, er det et fælles EU-problem,« siger vicedirektør i Energistyrelsen, Anne Simonsen, og tilføjer:

»Men det drejer sig om at have andre leverandører. Enten Norge eller Nordafrika. Uanset hvem, man er afhængige af, så er det aldrig rart kun at være afhængig af én leverandør.«