Californien stemmer ja til 1.300 kilometer højhastighedsbane
Vælgerne i Californien har sagt ja til en godt 250 milliarder kroner dyr plan om at anlægge nationens første højhastighedsjernbane.
Læs også
Læs mere om
San Fransisco får sin højhastighedsjernbane, der bliver statens hidtil mest omfattende anlægsprojekt. Det ligger nu fast, efter at 92,3 procent af stemmerne i Californien er talt op ved gårsdagens valg, hvor vælgerne ikke kun skulle stemme på, hvem de ville have som kommende præsident - men også en lang række forslag.
Ja'et betyder, at der nu bliver udstedt obligationer for 58 milliarder kroner, som kommer til at udgøre udbetalingen på et næsten 1.300 km langt jernbanenet, som vil sende de elektriske tog af sted mellem Nord- og Sydcalifornien med 350 km/timen, skriver San Fransisco Chronicle.
Forslaget er blevet bakket op af både miljøorganisationer, transport- og anlægsbranchen, fordi det i sidste ende vil medføre en hurtigere, grønnere og billigere måde at rejse på.
Modstanderne var hovedsageliglig skatteborgere, der kritiserede højhastighedstoget for at være dårligt planlagt og i øvrigt alt for dyrt.
»Jeg er godt tilfreds og sikker på, at statens regering vil fordoble indsatsen på 58 milliarder kroner,” siger Quentin Kopp, formand for højhastighedsmyndighederne og førende lobbyist for kampagnen for højhastighedsforslaget, til San Fransisco Chronicle.
Højhastighedsbanen, der er det mest ambitiøse i jernbaneprojekt i USA overhovedet, bliver anlagt mellem Transbay Terminal i San Francisco og Los Angeles Union Station.
Når den står færdig, vil den 1.300 kilometer lange rejse kunne tilbagelægges på få timer. Og prisen bliver bare 330 kr. Undervejs kommer toget til at stoppe på the Peninsula, i San Jose og Gilroy, før det sætter kursen mod Pacheco-passet og San Joaquin Valley og kører mod syd.
Banen mellem LA og San Fransisco er budgetteret til godt 190 milliarder kroner, men udbygning til San Diego, Sacramento og Riverside County koster omkring 60 milliarder kroner ekstra.
Oprindelig skulle forslaget have været til afstemning ved valget i 2004, men blev udsat to gange af guvernør Arnold Schwarzenegger, som ikke havde lyst til at forgælde staten yderligere.
Men selv om et anseligt underskud på statens budget stadig truer, støtter guvernøren nu højhastighedsprojektet som en vigtig investering i statens transportsystem.






