/transport

Tusindvis af fejlmonterede skruer forsinker Boeings nye superfly

Skruerne, der holder sammen på kompositsektionerne i Boeings nye Dreamliner-fly, er fejlmonterede. Fejlen fører nu til endnu en forsinkelse af superflyet, der ventes på markedet i slutningen af næste år.

Af Birgitte Marfelt, onsdag 05. nov 2008 kl. 12:29

Mens ordrerne på Boeings 787’er, den såkaldte dreamliner, hober sig op og nu er oppe på 903, må flyproducenten for fjerde gang udsætte leverancerne.

Denne gang skyldes forsinkelsen af flyet, der i forvejen halser halvandet år efter tidsplanen, at 3 procent af de skruer, som er anvendt til at sammenføje flyets forskellige kompositsektioner, er fejlmonteret. Det betyder at tusindvis af skruer i de fly, der allerede er bygget til prøveflyvning, skal byttes ud.

Ifølge Boeing’s talsmand, Yvonne Leach, er de fejlmonterede skruer et problem på både de fire testfly, der er blevet samlet på Boeings fabrik i Everett, Washington, og på dele af det fly, som stadig er hos Boeings underleverandører, skriver New York Times.

Boeings nye deadline for introduktion til markedet er nu efteråret 2009, men mange tvivler på, at det vil ske før 2010.

Dyr men dejlig
Den hidtil seneste forsinkelse skyldtes, at en del af vingen, som leveres af det japanske firma Fuji Heavy Industries, var konstrueret med en for tynd godstykkelse og skulle modificeres.

Udviklingen af Dreamlineren, der er den første nye flytype fra Boeing i 13 år, har efter sigende kostet over 50 milliarder kroner. Flyet indeholder den største andel af kompositmaterialer i et fly nogensinde. 50 procent glasfiber, kevlar, kulfiber og epoxy og kun 50 procent aluminium.

Kompositterne er lettere end aluminium og en medvirkende årsag til, at Boeing tør love, at 787'eren bruger 20 procent mindre brændstof end konkurrerende flytyper.



05. nov 2008 kl 16:14

Carsten Scherrebeck Møller

Held spiller ind

At der sker fejl, i en første fase i et så stort og nyt projekt, er forventeligt.

Men skruer ... Nu afhænger meget af held, hvor robust designet er, i forhold til at gøre reparationer. »3 procent af skruer« er interessant, hvor de i givet fald sidder. For eksempel:

- Er skruehullerne anbragt forkert, eller er det forkerte skruer?

- Kan et emne tåle at skruehuller bliver flyttet eller forstørret eller formindsket, eller skal hele emnet kasseres?

- Befinder skruerne sig inde bag paneler og mængder af kabler eller mekanik, og hvis: kan sådant let aftages og påsættes igen?

Sådanne arter af udfordringer, er noget at tænke over, for opfindere, helt generelt, for en robust model, er en model som det er let at gøre ændringer i.


05. nov 2008 kl 16:21

Erik Nørgaard

Fejlmontering

Spm: Hvorfor er der kærv i skruer?
Sv: Det er for at man kan få den ud igen, når mester har slået den skævt i med en hammer!

Normalt er der et hul når man skal have en skrue sat fast i forbindelse med en samling. Dét kan man vist ikke lave megen fejl i. Der kan måske være noget med en forsænkning eller en pakning under skruehovedet.

Det var vist en ide at få problemstillingen belyst lidt nærmere, hvis det skal bruges til at blive klogere på/af. ;-)


05. nov 2008 kl 17:28

Michel Berggren

Her er der noget med lidt mere kød på


http://blog.seattlepi.nwsource....asp

http://online.wsj.com/article_...html

Åbenbart lidt mere avancerede skruer (og bolte) end man finder hos silvan.

M


06. nov 2008 kl 10:20

Tyge Vind

En nitte


Det blir let helt forkert, når en fejl skal gennem pressen.

Fra henvisninger og den tilhørende lange debat gætter jeg:

I alt findes ca 2 000 000 nitter, ikke skruer, i en Dreamliner.
En del er blindnitter, og ofte vanskelige at fjerne helt. Flydele skal derfor separeres.
3% af nitterne eller 60 000 skal skiftes, eventuelt mod overstørrelse.
Boeings specifikationer har være eller er usikker.

Vil man læse om nitter som holder, er B. J. Rambøls: "Noget som sker" facinerende.
"Den umulige bro" s. 5 - 21 over indløbet til Edinburgh bygget 1881 - 90 holdes sammen af 6 000 000 nitter den dag i dag.

Mvh Tyge


07. nov 2008 kl 08:37

Tyge Vind

Tydeligere

Med henvisning til:

Mangler vi (ing.) moral eller evner?
Af Christian Munch-Petersen, lørdag 18. okt 2008 kl. 20:20

Ovenfor stående indlæg om millioner af nitter kan jo indgå i en debat om synkende moral eller evner.

Det indlæget derimod viser tydeligt er at ing. savner både moral og evner.

Det er ikke moralskt at lade en person skrive om noget vedkommende ikke har evner til.

Man har ikke tilstrækkelige evner, når man oversætter det centrale ord: "rivet" med 'skruer' i denne artikel.

Det er en helt anden nitte på dansk, hilser Tyge


08. nov 2008 kl 10:20

Mogens Jørgensen

Re: Tydeligere

Tak Tyge, fordi du er så diplomatisk - i din "afsløring" af hvor uviddende de såkaldte journalister på ING.DK fremstiller sig.

Det er meget ærgerligt men desværre uundgåelig at der er så megen debat om indholdet, frem for emnet, i mange af ing´s artikler.
Journalisternes tolkning og oversættelser skaber i høj grad grobund for misinformation og diskussioner som helt kører af sporet - som feks rivet=skrue .. uhauha.. det er ikke "bare" en lille detalje

Eller som en anden artikkel jeg lige faldt over:
"Dash-8-fly sprængte kompressor ligesom det skete i Madrid...
... Fejlen kan være meget lig, hvad der førte til katastrofen i Madrid,... "

En meget præcis konklussion gjort af ing.dk , som ligger så langt fra virkeligheden som den næsten kan. Og har journalisten / ing.dk opdateret sin artikel /viden, endsige beklaget at man var lidt hurtig på konklussions-tasten... nej da. Man er vel journalist, og kan derfor skrive hvad man vil, uden at se sig tilbage.


08. nov 2008 kl 13:34

Erik Nørgaard

Tydeligere nitte

Ih altså Tyge. Hvor har du det fra? ;-)
Med de to tidligere refererede links står der "fasteners" i teksten og ikke "rivets".

Jeg skulle i øvrigt ikke frivilligt op i en flyver, der var skruet sammen, med reference til de få skruer, der er i en bil til sammenligning, og hvor ofte sådanne skruer skal efterspændes.
Ingen tvivl om, at det er korrekt når Tyge benytter "rivets" = (blind)nitter i stedet for "skruer".

Journalisterne er ofte ret forskruede og går nemt noget over gevind, så de kommer til at trække en blind nitte.
Man må konstatere, at journalisterne her, endnu en gang, har trukket en sådan.

Derfor må det vel være et naturligt krav fra Ingeniørens ledelse, at journalisterne ALTID oplyser referencer, så man (nemt) kan se de oprindelige informationer. (det behøver jo ikke at være journalisten der er helt tosset ;-D )


08. nov 2008 kl 14:17

Tyge Vind

Re: Tydeligere nitte


Til: Erik Nørgaard, 08.11.2008 kl 13:34
"Ih altså Tyge. Hvor har du det fra?"

Det forklarer jeg med glæde:
Præcis som på ing.deb. skal man søge i kommentarerne for at finde guldkorn.
Tak til de mange! Det er som netværk!

Ret langt nede blandt kommentarerne til den første henvisning fandt jeg: "rivet", overstørrelse og oplysninger, som gav en ledetråd om antal nitter.
Samt at en representant for Boeing hade sagt, at specifikationen ikke var i orden.

Så meget værre kan det nok ikke blive inden man kommer i luften, hilser Tyge


10. nov 2008 kl 11:42

Ask Corell

Fejl

Jeg synes der stort set konsekvent er en eller anden form for fejl eller misforståelse eller lignende i artiklerne herinde - jeg er ikke engang ingeniør men alligevel giver jeg tavst ret i det meste af kritikken...

Der skal sgu bruges noget mere tid på gennemførslen af artiklerne.

Efter at ha læst de artikler Michel Berggren henviser til latterligøres udførslen af denne totalt jo - man kunne lige så godt køre stykker af den engelske version gennem en automatisk oversætter, rette lidt og stykke det sammen...

Der opfordres gang på gang at man ikke skal kritisere artikler her, men det er for det meste det som debat-sektionen under artiklerne bliver brugt til, hvorfor mon?


10. nov 2008 kl 14:13

Tyge Vind

Forklaring


Måske kan en kort historie være på sin plads:

Den, der nitter, er flov over resultatet, og bruger et profs. udtryk.
Pressemeddelelsen bruger en betegnelse, som lyder uskyldig og siger 3 % i stedet for 60 000.
Avisen, som skrives for alt folket, skriver fastsætning; "fasteners".
Den stakkels journalist på ing.deb skal forsøge at være teknisk og oversætter med skruer.

En historie lige så sand som en fjer bliver til 5 høns.
Men måske lige omvendt!

Mvh Tyge


13. nov 2008 kl 11:21

Tyge Vind

Sådan går det til:


To svenske eksempler [Ny Teknik nr 46 s. 10]:

"787 fortfarande på marken"

Denne kortere artikel ser ud til at være en oversættelse fra danske ing. ugen inden; helt uden henvisninger!
[Birgitte Marfelt, onsdag 05. nov 2008 kl. 12:29]

Min kommentar:
Skulle det mod formodning handle om skruer, må det være den slags, vi i gamle dage
kaldte "galopskruer"!


"O III reaktor avstængd"
Man har fundet revner i styrestave og står stille.

2005 forsvarede en dansk ing. sin afhandling:
"Some aspects of wear and structual dynamics"
netop om elementer i en kogereaktor; ved Lunds Universtet
Den svenske regering besluttede, at al forskning og udvikling for KK skulle stoppes, så nu har denne Dr. et interessant arbejde med dieselmotorer i København.

Mvh Tyge


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.