/transport

Dansk bildesigner vinder kamp mod verdens mest kendte elbilproducent

Overvældende beviser renser den danske bildesigner Henrik Fisker for beskyldninger om at have stjålet teknologihemmeligheder fra Tesla Motors og bevidst designet en af deres elbiler elendigt.

Af Thomas Djursing, tirsdag 04. nov 2008 kl. 15:51

Den danske producent af den kommende hybridsportsvogn Karma, Henrik Fisker, er nu blevet renset for anklager om, at han stjal ideen til sin egen vogn fra verdens meste kendte elbilproducent Tesla Motors.

En sagkyndig har i en voldgiftssag mellem Henrik Fiskers selskab Fisker Automotive og Tesla Motors afgjort, at overvældende beviser taler for, at Fisker Automotive intet har gjort galt, lyder det fra den sagkyndige ifølge en pressemeddelelse fra Fisker Automotive, samt flere internationale nyhedsmedier.

Den californiske bilproducent anklagede ellers Henrik Fisker for udelukkende at have deltaget i designet med Teslas hybridbil Sedan for at få kendskab til Teslas teknologi og spænde ben for projektet.

Ifølge Tesla Motors udviklede Henrik Fisker helt bevidst et elendigt design til Tesla Sedan og brugte indtægterne fra den californiske producent til at udvikle elbilen Karma.

De påstande er dog helt hen i vejret, mener den sagkyndige.

»Teslas påstande om, at Fisker har overtrådt Uniform Trade Secret Act er grundløse og hverken fremsagt eller fulgt op på i god tro,« lyder det fra den sagkyndige.

Fiskers Karma er på gaden til næste år
Med sagen har Tesla Motors ellers ønsket at hindre Henrik Fisker i at udnytte virksomhedens designdokumenter og har krævet penge tilbage for designet af Tesla Sedan, samt en uspecificeret erstatning.

Teslas Sedan, der nu har fået navnet White Star, ventes at koste mellem 300.000 og 330.000 kroner uden afgifter, mens Henrik Fisker forventer at sælge Karma til omkring 375.000 kroner.

Fisker Automotive sender allerede sin Karma på gaden i slutningen af 2009, mens Teslas Sedan er blevet udskudt til 2011, skriver Autocar.



04. nov 2008 kl 21:18

Kasper Stricker

Husk afgifter!

Det skal så lige siges, at Karma'en nok vil få smækket en heftig afgift oveni den nævnte cirka pris.


04. nov 2008 kl 22:35

Brian Jacobsen

Ja man kan jo altid sagsøge, hvis man ikke kan andet

Glad at læse at vores Danske yngling ikke skal trækkes ned i fedtefadet af en anden misundelig konkurrent. Bare fordi han er trukket i forreste linje med at få sin bil på gaden først.


05. nov 2008 kl 08:36

avatar

Andreas Jessen

Re: Ja man kan jo altid sagsøge, hvis man ikke kan andet

Glad at læse at vores Danske yngling ikke skal trækkes ned i fedtefadet af en anden misundelig konkurrent. Bare fordi han er trukket i forreste linje med at få sin bil på gaden først.

Kan ikke rigtig se hvordan han trækker i forreste linie, når nu Tesla Sedan bliver en 100 % El Bil, og Fischer åbenbart stadig tror på hybrid princippet?

I mine ingeniør øjne så er det Tesla der trækker fra Fishcer...


05. nov 2008 kl 19:50

Mogens Bülow

El-bil contra Hybridbil

En ren el-bil vil nok kun forventes at kunne blive bil 2 i danske farmilier, hvor imod en hybrid-bil kan blive 1. eller eneste bil. Det peger i retning af at antallet af hybrid-biler vil blive større end antallet af el-biler, hvis afgiften på hybrid-bilen f. eks. bliver ca. 50% af normalafgiften på benzin-biler. Men det er der ikke taget stilling til endnu i folketinget.

vh Mogens Bülow, formand for foreningen:
SDE (Sammensluttede Danske nergiforbrugere)
www.energiforbrugeren.dk


05. nov 2008 kl 22:21

Rasmus Jensen

Re: Husk afgifter!

Regeringen har fritaget elbiler for afgifter indtil 2011 saa det er ikke sikkert at der skal laegges afgifter til prisen, naar den engang kommer til Danmark


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.