/elektronik

Intel dropper udvikling af Ultra Wideband

Efter at have forsket i teknologien og udviklet sin egen chip, opgiver Intel nu selv at fremstille produkter, der baserer sig på Ultra Wideband (UWB).

Af Mads Ølholm, tirsdag 04. nov 2008 kl. 11:51

I stedet for selv at fremstille chip, der følger Ultra Wideband-standarden (UWB), har Intel besluttet, at fremtidige løsninger vil blive købt udefra, skriver EETimes.

Til nyhedstjenesten siger Intels egen Ultra Wideband-ekspert Stephen Wood, at der var tale om en af de traditionelle beslutninger, hvor produktgrupperne hos Intel skal beslutte om fremtidig teknologi skal udvikles internt – eller om det er bedre og billigere at købe produkterne eksternt.

Intels stop for den videre udvikling af UWB er endnu et hårdt slag for standarden, der har været præget af diskussioner om stort set alt lige fra effektforbrug, ydeevne, rettighedskrav og pris. Hertil kommer, at teknologien formentlig ikke er modnet før om mindst et år og mange af de selskaber, der arbejder med udvikling af UWB, er finansieret af venturekapital, der ifølge EETimes meget vel kan gå trange tider i møde.

I sidste uge lukkede WiQuest Communications dørene i Texas, mens Alereon i går købte indholdet af Stonestreet One, men af de 60 ansatte fulgte der kun fem med i købet.

Intel og WiMedia samt USB Implementer’s Forum har gennem flere år vist scenarier som blandt andet Wireless Docking, men som Ing.dk tidligere har skrevet, forsker Intel nu selv i Wireless Docking, der anvender eksisterende IEEE 802.11-kommunikaiton.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Intels Jeff Ravencraft, der er formand for USB Implemeter’s Forum, som baserer den trådløse version af USB på Ultra Wideband.

En kilde, der ønsker anonymitet, fortæller ifølge EETimes, at Staccato Communications kan blive det næste offer, da firmaet angiveligt kun har finansiering til de næste to måneder.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.