Nasa udsætter reparation af Hubble igen
Nasa har udsat reparationen af Hubble-rumteleskopet til tidligst maj måned næste år. Til gengæld har Nasa givet grønt lys for årets sidste rumfærgeopsendelse.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Nasa udsætter nu igen-igen reparationen af Hubble-rumteleskopet.
Amerikanerne har nu offentligt erkendt, at de nødvendige dele til reparationen af Hubble’s defekte datakanal A ikke kan være klar til den oprindeligt planlagte opsendelse i februar næste år.
Jon Morse, der er leder af den astrofysiske division i Nasa, oplyser, at man har gennemgået planerne for klargøringen af det nye udstyr til datakanal A, og konstateret, at det ikke kan blive klar til februar.
Missionen med rumfærgen Atlantis blev i efteråret udsat kort inden opsendelsen den 14. oktober, da der opstod nye problemer på det aldrende rumteleskop. Det er nu lykkedes Nasa at få Hubble til at fungere igen, men den næste servicemission er den sidste til teleskopet. Så Nasa vil være sikre på at man gør alt for at få teleskopet i den bedste form til sine sidste aktive år i rummet.
Samtidig med udsættelsen af Hubble, meddelte Nasa også, at man er klar til at opsende rumfærgen Endevaour til Den Internationale Rumstationen med nyt udstyr, forsyninger og en udskiftning af rumstationens amerikanske medlem af besætningen.
Nasa vil derfor fjerne rumfærgen Atlantis fra sin hovedtank og faststofraketter og give dem til rumfærgen Discovery.
Discovery skal opsendes til februar med det sidste sæt af de store solpaneler til rumstationen. Går den mission efter planen, kan Atlantis være klar til opsendelse den 12. maj, to uger inden russerne opsender et Soyuz-fartøj med en ny besætning til rumstationen.
Denne plan kræver, at Nasa’s teknikere på Goddard-rumcenteret kan gennemføre de omfattende afprøvninger af det nye udstyr til tiden. Hubble-programleder, Preston Burch er dog overbevist om, at det nye udstyr vil være klar til en opsendelse i maj.






