Google eksperimenterer med SMS'er i Gmail
Af Lars Jensen,
fredag 31. okt 2008 kl. 11:55
Lidt tilfældigt faldt jeg over et tweet (en besked på mikroblogtjenesten Twitter) om, at Google har tilføjet en SMS-feature i Gmail.
Og ganske rigtigt, WebMonkey skriver, at Google i øjeblikket eksperimenterer med SMS-understøttelse i chatten på Gmail. Teknologibloggen TechCrunch har også skrevet om det.
Det går i al sin enkelthed ud på, at man kan sende SMS-beskeder til sine kontakter fra Gmail, såfremt man (selvfølgelig) har deres nummer.
Featuren vil blive gjort tilgængelig for alle Gmail-brugere med tiden (jeg har den ikke endnu), og det virker (indtil videre, skriver Google) kun med US-telefonnumre.
Så må det blive spændende at se, om de danske mobilselskaber vil lege med. Det kommer jo nok til at koste Google nogle penge, selvom det ikke koster selskaberne noget at facilitere SMS-beskeder via netværket. Det er i hvert fald, hvad jeg har hørt.
Men det, sammenholdt med den efterhånden lange række af småfeatures, som Google har bygget op med Gmail Labs, er Gmail ved at blive et rigtig seriøst bud på en webbaseret e-mail-løsning, som integrerer din kalender og opfører sig fuldstændig (nogle vil sige bedre) end et mailprogram.
Jeg vender i hvert fald ikke tilbage til hverken Outlook eller Thunderbird.