Erhvervslivet skal betale milliarder til nedgravede højspændingsledninger
Erhvervslivet kommer til at betale den store bid af regningen på op mod 17 milliarder kroner for at grave skæmmende højspændingsledninger ned. Kun 2,7 milliarder skal bruges til at forberede elnettet på nye vindmøller, men den investering bliver klart fremhævet af politikerne.
Politikerne vil ikke længere se på de grimme luftledninger. Nu skal de graves ned, mens forbrugerne alligevel skal betale for at forstærke elnettet til mere vindenergi. (Foto: Wikipedia)
Læs også
-
Rigsrevision: Vi er alt for sårbare over for el-svigt i Norden
-
Greenpeace: Læg søkabler for 150 milliarder til vores vindmøller
Læs mere om
Dokumentation
Et politisk flertal med Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti i spidsen vil kaste en milliardregning på landskabsforskønnelse ud til elbrugerne, camoufleret som klimavenlig opgradering af Danmarks elektriske ledningsnet, skriver Børsen i dag.
Elnettet skal efter planen ombygges for mellem 17,1 - 19,6 milliarder kroner, hovedsageligt for at nedgrave skæmmende højspændingsledninger.
En lille del af investeringen - 2,7 milliarder - er nødvendig for at forberede elnettet til de mange nye vindmøller, der skal bygges for at opfylde regeringens mål om at lade vinden producere halvdelen af Danmarks elforbrug i 2025.
Det drejer sig for eksempel om de store kabler over Storebælt og til Norge for at udjævne elproduktionen, når det blæser.
Resten af elnets-fornyelsen, det vil sige 14,4 - 16,9 milliarder kroner, sker udelukkende for at pynte på landskabet, skriver Børsen. Det drejer sig om at grave kabler ned i jorden, så de ikke kan ses.
Men hele regningen - både for opgradering og forskønnelse - bliver automatisk væltet over på forbrugerne, og det er industrien, som bruger 60 procent af strømmen, langt fra tilfreds med.
Foreningen af Slutbrugere (FSE) synes, det er urimeligt, at forligspartierne vil forringe erhvervslivets konkurrenceevne over for udlandet med en omkostning, der næsten svarer til en Storebæltsbro.
Mange af de store virksomheder kan se frem til en ekstraudgift på 20-30 millioner kroner årligt som direkte følge af landskabsforskønnelsen.
Samtidig bekymrer det FSE's formand, Peter L. Nielsen, at kabelomkostninger til de kommende, planlagte havvindmølleparker ikke indgår i beregningen, så de vil også komme til at belaste forbrugerne med yderligere 5,33 milliarder kroner.
Ifølge Børsen er ordførerne fra Venstre, Lars Christian Lilleholt, og Socialdemokratiet, Mette Gjerskov, ikke lydhøre overfor industriens indvendinger.






