/elektronik

B&O-direktør må selv stå for udviklingsafdelingen

I mangel på egnede kandidater har administrerende direktør i B&O, Kalle Hvidt Nielsen, udnævnt sig selv til midlertidig leder af udviklingsafdelingen.
Et omfattende udviklingsarbejde udgør ellers hele fundamentet for B&O's nye strategi.

Af Torben R. Simonsen, onsdag 29. okt 2008 kl. 09:58

På trods af at hele fundamentet for Bang & Olufsens nye strategi er et omfattende udviklingsarbejde, der skal give selskabet en samlet elektronisk platform inden for selskabets produktlinjer: lyd, billede og fjernbetjening i hjemmet, har selskabet ikke en direktør til at sætte sig i spidsen for udviklingsafdelingen.

»Det er en person, som vi i øjeblikket er på udkig efter,« siger Kalle Hvidt Nielsen.

Indtil der er fundet en passende person, har Kalle Hvidt Nielsen selv sat i spidsen for det vigtige udviklingsarbejde.

»Det er en proces, som vi skal i gang med nu, og som vi ikke kan vente flere måneder med, så derfor har jeg besluttet at selv stå for udviklingsafdelingen, indtil vi finder den rette person. Det er et vigtigt arbejde, og derfor er det også vigtigt, at vi finder den rette person. Men på den anden side kan vi heller ikke vente med at komme i gang,« siger han.

I øjeblikket er der mange forskellige grundlæggende teknologier i anvendelse inden for de samme apparater, som B&O producerer. Med en fælles elektronisk platform indenfor hvert af B&O's hovedområder håber Kalle Hvidt Nielsen at få strømlinet produktudviklingen og vedligeholdelsen af produkterne.

Kalle Hvidt Nielsen oplyste ved fremlæggelsen af B&O's nye strategiplan, at selskabet forventer at være på plads med den nye teknologiske platform i løbet af tre år, men han fortalte samtidig, at nye produkter, der sendes på markedet til næste år, vil være baseret på udviklingen hen imod en ensartet platform.



29. okt 2008 kl 15:15

Christian M. Andersen

Udfordringer og fokus

Interessant artikel, der nu får mig til at hoppe i blækhuset, fordi alarmklokkerne ringer.

De ringer fordi det som kritikerne har påpeget er rigtigt. B&O har meget svært ved at tiltrække og fastholde kompetente medarbejdere. Struer er ikke verdens navle, og nogle har ligefrem været så frække at angive, at der kun burde laves fiskemel og fjernvarmerør på fabrikkerne i Struer. Så grov vil jeg nu ikke tillade mig at være.

Hvis vi går til sagens kerne, så er Kalle Hvidt Nielsen CEO i en virksomhed med nedadgående omsætning, og i et blødende kernemarked. Han bør kun have sit fokus på at få omsætningen stabiliseret, herunder udvikle afsætningskanalerne, og dermed det strategiske arbejde der ligger deri.

Yderligere bør han på den korte bane sikrer at der ryddes yderligere op i produktsortimentet, således at det afspejler det som forbrugerne efterspørger, og ikke hvad man i daværende Ideland og blandt PM'erne, troede forbrugeren ville købe.

Men bør ligeledes på den korte bane gøre sine tv tidssvarende, dvs. DVB-T, DVB-S og DVB-C på alle produkter, indbygget hd-recorder, herunder 1080p samt 24p understøttelse og ikke at forglemme mulighed for BD-afspiller (de fysiske medier lever endnu, der er længe til download af HD-content).

Det er lige det man som forbruger savner, de nuværende løsninger er lappeløsninger og forhandleren har svært ved at forklare tingenes tilstand i en salgssituation.

Det er farligt når man blander disse kortvarige opgaver sammen med længerevarende udviklingsarbejde. Kalle Hvidt Nielsen har helt sikkert sine kompetencer i orden til at løse udviklingschefens opgave, midlertidigt eller længerevarende, men det er vanskeligt at ride på 2 heste. i sær i stormvejr. Og så siger man i Struer, her blæser det kun få dage om året, resten af tiden stormer det…
Hvor er Peter P. blevet af? For ikke at forglemme Peter E.? Røg de i svinget da man fremlagde den plan som Danske Bank og andre kritikere ikke tror på man kan løfte i Struer?
Teknologisk er man bagud i Struer, så en fælles platform lyder indlysende, men har B&O kompetencerne til at styre så stort et projekt sikkert i havn? Og er man klar over hvor kompleks en opgave der ligger på software-siden, den kan ikke løftes ved projektstyring af billig arbejdskraft i Indien, tidligere østlande m.m. Den vil også kræve banebrydende koncepter og løsninger, hvis man i sidste ende skal være i stand til at levere produkter der overrasker og holder mange år. Det er der hvor B&O har svigtet kunderne de sidste mange år.

Held og lykke Kalle Hvidt Nielsen. Mist ikke dit fokus.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.