




En læser har svært ved at finde relevante e-læringskurser, hvilket han finder besynderligt her i år 2008. Han har spurgt Ingeniørens Efteruddannelsespanel til råds.
"Hej Ingeniørens Efteruddannelsespanel
Jeg har 2-5 timer om ugen, jeg godt vil bruge på efteruddannelse. Næsten alt af teknisk karakter har interesse, men jeg vil gerne følge kurset som net-kursus. Det svinger lidt, hvornår jeg kan lægge indsatsen, derfor net-kursus. Det må helst ikke koste en bondegård.
Jeg fandt for nogle år siden et eneste kursus på DTU i den kategori. 1000 kroner kostede det. Jeg gennemførte og det virkede perfekt.
Jeg har bare haft rigtig svært ved at finde nye kurser i denne kategori. Er det ikke underligt, at vi skriver 2008 og at man ikke kan finde flere kurser i den kategori?
Nogen forslag til hvor jeg kan lede?”
Annette Winkel Schwarz , udviklingsdirektør på videnspredningsområdet , DTU og medlem af Ingeniørens Efteruddannelsespanel svarer:
"Tak for din henvendelse til Ingeniørens Efteruddannelsespanel.
DTU afholder en række kurser under tompladsordningen omfattende kurser under de ordinære uddannelser, som kan søges af ikke-DTU-studerende såfremt der er plads. Heraf udbydes et mindre antal elektronisk.
Af interesse i denne sammenhæng kunne man tænke sig kurset:
Analyse af korrellerede data: Mixede Lineære Modeller:
http://www.kurser.dtu.dk/02429.aspx?menulanguage=dk
Det udbydes af instituttet DTU Informatik og koster omkring 1300 kroner.
Du kan også se mere i DTU's kursusdatabase:
http://www.kurser.dtu.dk/index.aspx
I løbet af efteråret kommer der yderligere et system som en del af DTU Match siderne, der specielt omhandler efteruddannelse og retter sig mod erhvervslivet.
Man er i øvrigt altid velkommen til at kontakte DTU Match på 45257070 for yderligere oplysninger.
Med venlig hilsen
Annette Winkel Schwarz"
Spørg om efteruddannelse er i dag redigeret af Tine Havkrog Brandenborg, thb@ing.dk.