/transport

Trafikken af lastbiler falder over Danmarks grænser

Samtidig med at de kæmpestore modulvogntog nu indtager det danske vejnet, viser nye tal, at den totale lastbiltrafik falder for første gang i fire år.

Af Birgitte Marfelt, mandag 27. okt 2008 kl. 16:24

I slutningen af november bliver landets trafik beriget med 60 tons tunge, 25 meter lange modulvogntog. De er blevet lovliggjort i et forsøg på ad den vej at mindske lastbilernes antal.

Men den udvikling ser ud til at komme helt af sig selv. Lastbiltrafikken over Danmarks grænser er nemlig allerede faldet. Det viser friske tal fra International Transport Danmarks, ITS, konjunkturindeks.

I alt har 4.666 dansk indregistrerede lastbiler hvert døgn passeret grænserne mod 5.124 i sidste kvartal, et fald på 277 lastbiler.

Trafikken er optalt ved den dansk-tyske landgrænse, over Øresundsbroen og med færgerne over Øresund og Femern Bælt i retningen mod Danmark.

Også antallet af østeuropæisk indregistrerede lastbiler er faldet, mens de tyske er steget en smule.

Udviklingen i grænsetrafikken hænger, ifølge ITD's formand, Mogens Therkelsen, sammen med nedgangen i konjunkturerne og de deraf faldende transportmængder.

International Transport Danmark, ITD, udarbejder hvert kvartal et konjunkturindeks baseret på kvartalsvise fysiske tællinger af lastbilernes passage af landgrænsen i Sønderjylland, på Øresundsbroen og på Scandlines A/S' færgeruter på Øresund og Femern Bælt.

Konjunkturindekset indeholder opgørelser over 80% af den samlede lastbiltrafik til Danmark fordelt på køretøjstyper og nationalitet. Den indsamlede statistik supplerer Danmarks Statistiks opgørelser af international lastbiltrafik.

Siden tællingerne begyndte i 2002 har ITD samarbejdet med Institut for Transportstudier om levering af data til konjunkturindekset.

Instituttet lukkede pr. 1. maj i år, og herefter er tællingerne foretaget sammen med Force Technology, som er en af de førende teknologiske rådgivnings- og serviceudbydere på det internationale marked.



27. okt 2008 kl 19:41

John Johansen

Overskrift!?

Trafikken af lastbiler falder over Danmarks grænser
Var det så ikke på tide at få udjævnet det "dørtrin"?

Trafikken af lastbiler falder over Danmarks grænser
Eller, menes der 'overfalder'?

;-)




28. okt 2008 kl 07:10

John Larsson

Forkert dossering!

Trafikken af lastbiler falder over Danmarks grænser
Var det så ikke på tide at få udjævnet det "dørtrin"?

Trafikken af lastbiler falder over Danmarks grænser

Det er en simpel vejbygningsfejl der er problemet, John. Prøv at kigge på billedet der ledsager artiklen på forsiden. Jeg kan ikke rigtig finde ud af hvor det er taget, men den dansktyske grænse går åbenbart i den venstre side af billedet. Pga den meget forkerte dossering som vejen har fået, skal de høje lastvogne naturligvis passe meget på, for ikke at falde ind over grænsen!


28. okt 2008 kl 11:06

Johann Mogensen

Fejl?

I alt har 4.666 dansk indregistrerede lastbiler hvert døgn passeret grænserne mod 5.124 i sidste kvartal, et fald på 277 lastbiler.

Hvad er det rigtige? Faldet må være større, hvis forskellen er korrekt.


28. okt 2008 kl 12:31

Thomas Lund

Re: Fejl?

Der er tværtimod tale om en voldsom stigning. 4.666 hvert døgn mod 5.124 hele sidste kvartal :-).
I øvrigt er tallene jo ikke relevante. De omtalte modullastvogne skal jo ikke krydse grænsen til Tyskland. De skal muligvis til Sverige, men selv om trafikken er faldende, er det vel stadig sund fornuft at reducere den yderligere.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.