Hubble klar til brug efter reboot
Rumteleskopets kanal A er defekt og skal udskiftes til februar. Men nu har Nasa fået kanal B rigget til, så der fra i dag igen kan overføres data til Jorden.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Nasas Hubble-rumteleskop er klar til at genoptage sin udforskning af universet i dag. Det er lykkedes Nasa at få teleskopet på fode igen, efter at det har været ude af drift i tre uger.
Det 18 år gamle og succesfulde teleskop fik problemer 27. september i år. De opstod i forbindelse med overførslen af data til Jorden via datakanal A.
Nasas teknikere forsøgte i første omgang uden held at resætte den defekte datakanal. Efterfølgende undersøgelser viste, at det var elektronikken i Hubbles kanal A, som var defekt og skal udskiftes.
Servicemission udsat
Problemerne betød, at Nasa udsatte den planlagte servicemission til Hubble i oktober til februar næste år for at kunne få tid til at medbringe ny elektronik til den defekte datakanal.
I slutningen af sidste uge begyndte Nasa at skifte styringen af Hubble fra den defekte datakanal A og til reservekanal B, som ikke har været i brug siden teleskopets opsendelse. Men under aktiveringen af kanal B opstod der to nye problemer.
Nasa mener nu, at de skyldtes elektriske problemer, men siger, at der ikke var uventet, efter at elektronikken havde været i rummet i 18 år uden at være aktiveret. Fejlen ser ikke ud til at have gjort permanent skade på Hubble.
Nu er de endelig lykkedes Nasas teknikere at reboote de kritiske computere på kanal B-systemet i Hubble. Nasa regner med at have teleskopets ”Wide Field and Planetary Camera-2” i drift igen lørdag. Et andet instrument ”Advanced Camera for Surveys” forventes sat i drift senere på ugen.
To nye instrumenter
Under den kommende servicemission skal der installeres to nye videnskabelige instrumenter kaldet ”Wide Field Camera 3” og ”Cosmic Origins Spectrograph”. To defekte instrumenter, ”Advanced Camera for Surveys” og “Space Telescope Imaging Spectrograph”, skal repareres. Herudover skal der udskifte en række dele som gyroskoper og batterier.
Servicemission skal flyves med rumfærgen Atlantis, og Nasa arbejder på højtryk for at få de ekstra reservedele afprøvet og klar til en opsendelse i midten af februar næste år. Dette forudsætter dog, at de nye dele bliver klar.






