»Kvantemekanikken var ikke blevet udviklet under denne regering«
Regeringen har lagt op til at øremærke 90 pct. af globaliseringsmidlerne til politiske prioriteringsområder. Men forsker i bibliometri og teoretisk fysik Benny Lautrup mener, at universiteterne i videst mulig omfang selv skal bestemme.
Professor i teoretisk fysik Benny Lautrup har udgivet flere videnskabelige artikler om bibliometri – kunsten at måle videnskab. Han mener, at forskningen har det bedst, hvis den får lov til at styre sig selv. (Foto: Das Büro)
Hvis Einstein og Newton havde levet under den nuværende regering og dens stramme forskningspolitik, havde de to herrer næppe formuleret relativitetsteorien og tyngdeloven. I stedet havde de måske lavet udviklingsarbejde på pendulure og biler.
Det mener den 69-årige professor i teoretisk fysik på Niels Bohr Institutet, Benny Lautrup, der gennem de seneste år har udgivet flere videnskabelige artikler om bibliometri – kunsten at måle videnskab – i Nature og andre videnskabelige tidsskrifter.
Derudover har han gennem sin karriere arbejdet ved Nordisk Institut for Teoretisk Fysik i Danmark, Brookhaven National Laboratory i USA, Cern i Schweiz samt Institut des hautes Etudes Scientifiques i Frankrig.
Han finder det dybt problematisk, at regeringen vil bestemme, hvor forskningen skal bevæge sig hen. Og det gør den, når den insisterer på at finde kriterier for, hvordan universiteterne skal måles og vejes, og uddeler pengene i henhold til disse.
»Forskning udgør på mange måder et verdensomspændende evolutionært system i lighed med livet på Jorden. Derfor vil den formodentlig være tættere på optimal, når den overlades til sig selv, end hvis den er politisk reguleret, som den er ved at blive det i dag. Politikerne ved nemlig ikke et kuk om, hvor forskningen er på vej hen, og det ved forskerne – ligesom arterne – faktisk heller ikke,« siger Benny Lautrup.
»Hvis Helge Sander havde været minister for forskning i 1913 er det ikke sikkert, at vi ville have udviklet kvantemekanikken i 20'erne. Dengang gik der en flok unge, vidtløftige herrer rundt på det, der blev til Niels Bohr Institutet og tænkte frie tanker. Havde vi haft det nuværende politiske klima dengang, var disse tanker blevet droppet med det samme. Hvad skulle de nytte? Var der nogen penge i atomer? Nej, ikke på den korte bane, og det var umuligt at sige, hvad det kunne bruges til. I dag, 100 år senere, ved vi, at det var vigtig og rigtig forskning, og at der senere var masser af penge i det,« siger Lautrup.
I det hele taget er videnskab i de senere år gjort til genstand for mange forsøg på måling, da forskere i højere og højere grad er blevet gjort afhængige af at kunne dokumentere, hvor gode de er til at komme ud med deres forskning ud fra blandt andet citationer, for at kunne få finansieret deres videnskab. Og DTU, Københavns Universitet og Aarhus Universitet har da også foreslået bibliometri som et parameter, som universiteterne skulle vurderes på, når der skulle uddeles basismidler.
Herudover har 366 forskere, fordelt på 68 faggrupper, på videnskabsministerens bestilling siden januar i år forsøgt at udarbejde lister over, hvilke videnskabelige tidsskrifter hvert fagområde skulle vurderes ud fra – autoritetslister – med henblik på at fordele basismidlerne efter disse vurderinger. Et arbejde, som forskerne selv i denne uge i dagbladet Information siger, at de har svært ved at se meningen med.
Det forstår Benny Lautrup godt.
»Denne type arbejde er meget vanskeligt, og der er mange faldgruber. Hvordan honorerer man eksempelvis enkelte forfattere, når der er flere forfattere på en artikel? Giver man hver forfatter en citation pr. artikel? På videnskabelige artikler inden for fysikkens verden kan der jo være mange hundrede forfattere pr. artikel. Jeg har set 2.927 forfattere på en enkelt artikel her i 2008 fra Cern, hvor man er et meget stort antal fysikere om at lave et enkelt eksperiment. Skal disse forfattere have en citation hver, eller skal de have 1/2.927 hver,« spørger Benny Lautrup.
Han henviser til en dansk fysiker, der er blandt de mest citerede, hvis det giver en citation pr. artikel, man er medforfatter på, hvorimod han ville ligge helt i bund, hvis man dividerer med antallet af medforfattere.
»Det viser lidt om, hvor fuldstændig vanvittigt det er, hvis myndighederne siger, at man skal tælle citationer på en eller anden måde. Der er store forskelle mellem fagene, og der udvikles hele tiden nye underområder inden for fagene. Deres citationsmønstre er i lang tid aldeles ukendte for forskerne, ganske som en levende art ikke ved, at den er i gang med at blive til en ny art,« siger Benny Lautrup.
»Den indre drift i naturvidenskaben er den, der fører til de bedste resultater. Det viser historien. Næsten et hvert eksempel på styret videnskab – jeg tænker her på Deutsches Physik i nazityskland og Lysenko i USSR – har ført til dårlig videnskab,« siger Benny Lautrup.
Men basismidlerne skal jo fordeles på en eller anden måde mellem universiteterne. Hvordan skal det så gøres?
»Jeg har ingen patentløsning, men optællingsmetoderne er bestemt ikke nok. I stedet for de meget brutale fluktuationer, der påduttes universiteterne gennem taksameterordningerne, kunne en mulighed være at bruge vægtede gennemsnit baseret på antallet af studerende over en årrække, hvor for eksempel sidste tæller 50 procent, forrige år 25 procent osv. Dette vil sikre en mere rolig udvikling og gøre det lettere for universiteterne at planlægge,« påpeger han.
»Hvad man end vælger, skal det gøres med stor følsomhed af mennesker med indsigt i universiteternes virke. Der er så mange ting, som har betydning for forskningen, der ikke kan måles. Ministeriets holdning synes at være, at hvis man ikke kan måle, det man ønsker, så måler man det, man kan. Og det er ikke godt nok som grundlag for tildelinger af midler til universiterne,« siger Benny Lautrup.
* I øjeblikket sidder de politiske partier og forhandler om, hvordan to milliarder kroner af globaliseringsmidlerne skal fordeles mellem Danmarks otte universiteter. Disse forhandlinger forventes afsluttet senest i begyndelsen af november.
* Regeringen har lagt op til, at 90 procent af disse midler skal konkurrenceudsættes mellem universiteterne og øremærkes til bestemte politiske satsningsområder inden for forskningen. De resterende 10 procent får universiteterne som basismidler fordelt ud af tre kasser: 50 procent skal fordeles efter antallet af studerende, 40 procent skal fordeles i forhold til, hvor mange eksterne forskningsmidler man kan tiltrække og 10 procent efter, hvor mange ph.d.'er man uddanner.
* Imidlertid tegner der sig nu et flertal uden om regeringen, der ønsker, at minimum 50 pct af midlerne skal fordeles som basismidler efter ovenstående fordelingsnøgle. Det siger Dansk Folkeparti, mens Radikale siger 70 procent og Socialdemokraterne 60 procent.
* Sideløbende med diskussionen om globaliseringsmidlerne er der blevet taget hul på en mere principiel diskussion om, hvordan basismidlerne i fremtiden skal fordeles mellem universiteterne, hvilket hidtil er sket uden systematik. Her er universiteterne uenige og deler sig op i to grupper, der ønsker, at hovedvægten lægges på evnen til at tiltrække eksterne forskningsmidler og antal citationer i videnskabelige tidsskrifter (DTU, KU og AU) eller på antallet af studerende (AAU, RUC og CBS). SDU og ITU har indtil videre ikke valgt side.
* Det er også i denne forbindelse, at videnskabsminister Helge Sander (V) i januar satte gang i arbejdet med at udarbejde lister over vigtige tidsskrifter og forlag inden for forskellige fagområder, som forskerne kan måles på. Dette sker i lyset af finanslovsforhandlingerne for 2010.
