/transport

To Dash-fly sikkerhedslander efter problemer med landingstel

Problemer med landingsstellet på canadiske fly af typen Dash-8 Q400 førte til to sikkerhedslandinger inden for blot en time. Begge fly måtte trækkes væk fra landingsbanen, fordi styringen af næsehjulene var sat ud af kraft.

Af Mads Ølholm, torsdag 23. okt 2008 kl. 14:07

Tirsdag havde det canadiske luftfartsselskab Porter Airlines to Dash-8 Q400, der begge havde problemer med landingsstellet under landingen.

Flytypen er den same, som kostede SAS tre havarier på grund af problemer med landingsstellet, inden flyselskabet helt opgav at anvende flyene.

Det første tilfælde var et fly fra Montreal til Toronto City Center Airport, skriver Aviation Herald.

Flyet rapporterede om problemer med landingsstellet under indflyvningen i en afstand af knap 11 km fra lufthavnen og bad lufthavnens redningstjeneste om at holde sig klar.

Ledningsfejl førte til sensorproblemer
Problemet var, at en af sensorerne til lugerne til næsehjulet fik en alarm i cockpittet til at vise, at lugen ikke havde åbnet sig. Det fik piloterne til at anvende den alternative metode til at åbne lugerne.

Metoden virkede, men med den konsekvens, at det ikke var muligt at styre næsehjulet efter landingen. Derfor blev flyet holdende på landingsbanen og måtte trækkes væk.

Efterfølgende blev sensoren testet og fundet fejlfri, men det ledningsbundt, der forbinder sensoren viste sig at have rørt ved skærmen på det stik, der forbinder sensoren med kabelbundet, hvilket førte til problemet.

Redningstjeneste måtte slæbe fly væk fra landingsbanen
Blot en time senere var der igen problemer med et Dash-8 Q400 – igen fra Porter Airlines. Denne gang var problemet i højre landingsstel.

Flyet var på vej fra Toronto City Center Airport til Montreal og måtte returnere til Toronto, efter at en alarm i cockpittet viste, at en af lugerne til højre del af landingsstellet ikke havde lukket sig korrekt.

Piloterne anvendte igen en alternativ løsning til at sikre sig, at hele landingsstellet var nede, inden flyet landede igen i Toronto, men dette skete igen på bekostning af muligheden for at styre næsehjulet efter landing, hvorfor lufthavnens redningstjeneste igen blev aktiveret.

Efter landingen blev det konstateret, at flyets sensor, der registrerer, om lemmen er lukket helt, ikke var kalibreret korrekt.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.