Hjemmebygget rumkapsel skal sende dansk kunstner i rummet
Danskeren Peter Madsen gør nu klar til at blive skudt op i rummet med en rumkapsel, som skal drives frem af brændende plastik. En miniudgave af rakettens motor er netop blevet testet, og inden 10 år går det løs.
En oversigt over den simple løfteraket. Ill.: Halfmachine
Multimedia
Video:
Dansk rum-makkerpar tester hjemmebygget raket
Tema
Læs også
-
Video-kunst: Legetøj skudt i smadder under kameratest på Rådhuspladsen
Læs mere om
Dokumentation
Søndag eftermiddag gennemførte kunstneren Peter Madsen første forsøg med en model af den raketmotor, som skal skyde ham ud i rummet inden for ti år.
Peter Madsen, som har opnået stor omtale ved at bygge sin egen ubåd, har slået pjalterne sammen med rumfarts-arkitekten Kristian von Bengtson om at bygge et hjemmebygget rumskib.
Motoren, som blev testet, var en tredjedel så stor som motoren i det færdige rumskib – og testen her var en vigtig milepæl i udviklingen siger Kristian von Bengtson.
»Det gik perfekt og vi er meget begejstrede. Vi har jo været meget spændte på, om der ville være nogle tekniske fejl undervejs. Der er jo så mange dele, som skal virke korrekt,« siger han.
Peter Ubåd skal skydes 100 kilometer op i luften
Motoren består af en oxidationstank, som indeholder 13 kg lattergas, og et brændkammer, hvor selve forbrændingen foregår.
Brændstoffet i prøveraketten er en syv kg tung klods af polyetylen – som er en helt almindelig plastik og kun består af kulstof og hydrogen. Plastikken fungerer altså som en meget enklere måde at opbevare hydrogenen end at have det på flydende form, lyder ræsonnementet, og så er det billigt: 8 kroner kiloet.
Lattergassen strømmer ned gennem syv huller i plastikklodsen, som så brænder indefra.
I den færdige raket bliver oxidationstanken tre meter høj og 63 cm i diameter, mens brændkammeret bliver ca. to meter langt. Her skal flydende oxygen dog bruges i stedet for lattergassen, og til forbrændingen skal bruges 2,54 gange så meget oxygen som plastik, og tilsammen skal bruges omkring et ton drivmiddel i alt.
Kristian von Bengtson er designer og har arbejdet for Nasa af to omgange, først på et designprojekt af et månelandingsmodul og senest som konsulent på en designmanual til bemandet rumfart.
Målet er at bygge en enmandsrumkapsel til Peter Madsen, som skal skydes op over 100 kilometers højde, som anses for at være den officielle grænse til rummet. Rumkapslen skal have en stor plexiglas kuppel, som Peter Astronaut så kan kigge ud af.
»Over 100 km får man den sorte stjernehimmel, og man kan se Jorden, som den ser ud ude fra rummet. Det er det vi tager derud efter.«
Rumdesigner: Vores motor er yderst primitiv
Netop det komplicerede i at sende et menneske rummet har fået branchefolk – og en hel masse andre til at spærre øjnene op i forbløffelse over projektet, som på forhånd har fået etiketten ’bindegalt’.
For hvordan kan to enkeltstående personer lykkes med et projekt, som store organisationer – ja, endda hele nationer, bruger millioner og atter millioner af kroner på?
»Vi arbejder ikke med meget højteknologiske brændstoffer. Vores motor er så primitiv og så simpel, at man ikke skal sammenligne det med andres rumprojekter,« siger Kristian von Bengtson, som forklarer, at de jo har værkstedet i forvejen, får sponsoreret materialerne, og søger fondsmidler til mad og husleje.
Nedtælling: Inden ti år skydes kapslen af sted
Nu skal den lille raketmotor testes en gang mere, og så forventer de to entusiaster, at der skal bygges en raket med den lille motor.
Samtidig skal der bygges en mock-up af selve rumkapslen, og så går de to snart i gang med at bygge den store motor.
Forud for opsendelsen skal der selvfølgelig laves en hel del tests og Kristian von Bengtson er godt klar over farerne. Det har hele tiden været planen, at det bliver Peter Madsen, som skal sendes op i rummet - men rum-designeren vil heller ikke løbe risikoen på grund af sin familie.
»Jeg kender jo statistikkerne. Og jeg kan se på min kærestes øjne, at hver eneste gang jeg nævner noget i retning af, at jeg skal op… at, det skal jeg ikke,« siger han.
»Rumfart er pissefarligt med de hastigheder og de påvirkninger, det indebærer. Men Peter er jo glad for livet, så han ville jo ikke sætte sig op i den rumkapsel, uden at han ved, at det kommer til at fungere.«
Kristian von Bengtson vil meget nødig sætte et præcist tidspunkt på, hvornår de regner med at de få første mand i rummet. Men siger at det ’hverken bliver om et år eller ti år, men formentlig et sted midt i mellem’.
»Jeg tror på, at det lykkes for os,« slutter han.
