Hvis katastrofen sker, er ingeniører typisk med i forreste række, når de efterfølgende skader skal håndteres. Nu tilbyder en ny masteruddannelse at klæde nødhjælps- og katastrofearbejderne bedre på til at klare den komplekse opgave.

Problemet er, at katastrofer i sagens natur er kaotiske og vanskelige at takle, og mens det ikke skorter på eksperter, der kan afhjælpe skaderne, så mangler der viden om, hvordan man arbejder tværfagligt og tværkulturelt i katastrofesituationen. Det mener en af de bærende kræfter bag uddannelsen, Peter Kjær Mackie Jensen, der er miljøingeniør og adjunkt på Institut for International Sundhed, Imunologi og Mikrobiologi.

»Med en master kommer man ikke kun ud som eksperten, men også som en tværfaglig person, der kan overskue situationen og forstår forskellige faser af krisen,« forklarer han.

Masteruddannelsen henvender sig til folk, der er vant til at arbejde i marken med nødhjælp, men som ønsker at blive bedre til at samarbejde med organisationer og lokalbefolkningen. I løbet af det år, uddannelsen varer, bliver kursisterne undervist i alt fra rent drikkevand i katastrofeområder, civilt/militært samarbejde og minimering af fremtidige katastrofer. Målet er at uddanne kursisterne til professionelle nødhjælpsarbejdere, der kan håndtere alle former for katastrofer - hvad enten det gælder klimaændringer, pludseligt opståede naturkatastrofer, terror eller krig.

Peter Kjær Mackie Jensen peger på, at man som ingeniør med en master i katastrofehåndtering i bagagen vil få overblik, selvtillid og tilstrækkelig tværfaglig ballast til at også at indtænke hygiejne, ernæring og risiko i sit arbejde.

»Vores uddannelse er helt unik, fordi vi tænker alle faser af katastrofen med. Man bliver jo først og fremmest sendt ud for at være med til at redde folk, og derfor har vi fokus på mad, sanitet og husly. Men samtidig med, at man afhjælper de akutte problemer, bør man tænke på, hvordan man genopbygger, så man kan undgå den næste katastrofe. Dem vi sender ud, skal have det hele med,« siger han og understreger, at man bliver nødt til at inddrage både specifikke kulturelle, religiøse og socialøkonomiske aspekter for at løse opgaven bedst muligt. Det er ikke nemt, for der er stor forskel på at arbejde i Afrika eller i Sydøstasien, og derfor kan man ikke bare overføre en løsningsmodel fra det ene sted til det andet.

Peter Kjær Mackie Jensen har arbejdet på at stable uddannelsen på benene, siden han selv var udsendt som vand- og sanitetsekspert i forbindelse med tsunamien i 2004.

»Jeg var frustreret over det, jeg så. Jeg kunne bare stå og se på, at min faglighed ikke slog til. Der blev arbejdet meget snævert, og det var simpelthen et håbløst system. Jeg stod mellem to forskellige FN-organisationer, der burde arbejde sammen, men ikke gjorde det,« siger han.

En af hovedtankerne bag den nye masteruddannelse er at minimere enhver form for spild.

»Virkeligheden er anderledes derude, end man tror. Uddannelsen vil give den enkelte mod til at sige, hvordan tingene skal gøres ordentligt. I Danmark har vi eksempelvis en forkærlighed for at sende vandrensningsanlæg af sted, når katastrofen indtræffer. Men det er ikke altid det, der er brug for. Nogle gange vil det være nemmere at oplyse lokalbefolkningen om at koge vandet i stedet for. Katastrofehåndtering er ikke en skrivebordseksercits,« siger Peter Kjær Mackie Jensen.

Mastergraden retter sig ikke kun mod nødhjælpsarbejdere, der sendes ud i forbindelse med tsunamier og jordskælv, men også til folk i beredskabet herhjemme. Blandt de første 20 studerende, der begyndte 1. september, er der ud over danskere både to nødhjælpsarbejdere fra Mozambique og en brandingeniør fra Sverige på deltagerlisten.