Bosch storsatser på batterier til elbiler
Den tyske teknologigigant Bosch vil nu sammen med koreanske Samsung poste fire milliarder kroner i udvikling af batterier til elbiler de næste fem år. Bosch tror, at elbiler vil opleve globalt gennembrud i 2015.
Bosch satser nu milliarder i udviklingen af litium-ion-batterier til fremtidens elbiler. Sammen med Samsung smider de nu op til 4 milliarder kroner i alt i projektet i løbet af de fem år.
Fremtiden tilhører elbilen. Det slår den tyske teknologigigant Bosch fast. De vi som den første og største underleverandør af bilteknologi investere milliarder på at udvikle effektive batterier til elbiler.
»Vi er villige til at investere massivt i at udvikle batterier til elbiler. Vi ved, at det kommer til at tage tid, men på sigt er vi helt overbeviste om, at det bliver et rigtig stort marked,« siger Wolfgang Dubois, nordeuropæisk direktør for Bosch til Børsen.
Joint venture med koreanske Samsung
Bosch er gået i et joint venture med koreanske Samsung for at udvikle litium-ion-batterier til biler. I de næste fem år vil de to selskaber hver investere op mod to milliarder kroner i forskningen, og på sigt står Bosch klar med endnu flere forskningskroner, skriver Børsen.
Fra 2011 forventer Bosch og Samsung at kunne starte selve produktionen af nye elbil-batterier.
Batterier i nutidens elbiler holder kun til 60-80 kilometer per opladning, og det kræver et litium-ion-batteri på 45 kilo for at få en kapacitet, der svarer til en liter konventionelt brændstof.
»For at opnå det store gennembrud skal du have en teknologi, som både er økonomisk rentabel, og som kunden vil acceptere i forhold til rækkevidde, vægt og sikkerhed. Det er den gennemgribende alternative batteriløsning, vi arbejder på at udvikle,« siger Wolfgang Dubois, der forventer, at kunder vil acceptere batterier, som kan række 100-200 kilometer per genopladning.
Vil gøre elbiler så sikre og effektive som muligt
Ud over batterierne vil Bosch også satse på udviklingen af systemteknologi, der skal gøre bilerne så sikre og effektive som muligt, når bilerne skal udskifte diesel og benzin med strøm.
Kun 2.000 ud af 73 millioner producerede biler i 2008 var rene elbiler. Ifølge Boschs estimater vil produktionen af rene elbiler være steget til 350.000 i 2015. Dertil kommer tre millioner hybridbiler. Og det er først her, at Wolfgang Dubois tror, at teknologien er så udviklet, at elbilerne får sit globale gennembrud.
»Så vi har et stykke vej endnu.«
Bosch forventer en verdensmarkedsandel af hybrid- og elbiler i 2015 på mere end 3 procent. Selskabet er bedst kendt for elektrisk værktøj, men det er i bilteknologien, at den tyske gigant hentede mere end 60 procent af koncernens 343 milliarder kroner store omsætning i 2007.






