Højeste efterårstemperatur målt på Nordpolen nogensinde
Aldrig har forskere observeret så høje efterårstemperaturer på Nordpolen som i øjeblikket, men afsmeltningen af isen i polarområdet er ikke helt så voldsom som frygtet.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Forskere har aldrig observeret så høje efterårs-temperaturer, som Nordpolen oplever i øjeblikket. Gennem de seneste måneder har temperaturen ligget fem grader over normalen, oplyser forskere fra det amerikanske forskningscenter NOAA (National Oceanic and Atmospheric Adminstration).
Ifølge forskerne er der tale om en dominoeffekt på grund af en lang række faktorer, men det overordnede billede er en tydelig temperaturstigning.
»Informationerne fortæller os en historie om omfattende, og i nogle tilfælde dramatiske, effekter af den overordnede opvarmning af det arktiske system,« siger hovedforfatteren på rapporten Jack Richter-Menge fra USACE Cold Regions Research and Engineering Laboratory i Hanover i en pressemeddelelse.
I starten af maj frygtede forskerne, at en galoperende opvarmning af Nordpolen ville føre til en isfri Nordpol i september, men trods de høje efterårstemperaturer, blev afsmeltningen ikke helt så voldsom.
Ifølge rapporten var 4,7 millioner kvadratkilometer af polarområdet dækket af is i september. Til sammenligning var kun 4,3 millioner kvadratkilometer dækket af is sidste år, der markerede det mindste niveau i 25 år.
Siden midten af 60’erne er temperaturen på Nordpolen steget, og de seneste års undersøgelser understreger, at denne udvikling ikke er gået i stå. Tabet af is fra Nordpolen er også med til at accelerere udviklingen, da solens stråler ikke bliver reflekteret af isen i samme omfang som tidligere.






