Songbird – ultimativ(?) mediaplayer med sexet web-integration

Af Ole Thomsen,  lørdag 25. okt 2008 kl. 17:59

Jeg tror vi her kigger på en rigtig killer...

Min håbefulde yngste viste mig for nogle dage siden en ny browserbaseret mediaplayer, som forventes frigivet til jul.

Den hedder Songbird og kan afvkles på en standard PC – Windows, Linux, Mac. Den er et opensource project produceret af Mozilla.
Den er officielt stadig beta, den nyeste version er 0.7. Teamet bagved programmet mener at version 1.0 er færdig til jul/nytår. Det der allerede er implementeret fungerer upåklageligt - så langt jeg har set det.


Det den kan er selvfølgelig at afspille musik, man har liggende på sin PC. Det er der jo ingen grund til at falde på halen over, for det kan Windows Mediaplayer og en masse anden lignende software også.



Men herudover kan den en masse andet, idet den kan integrere spillelister, albuminfo og oplysninger hentet fra nettet i et og samme interface – alt smidigt tilpasset efter ønske og behov.

Blandt de mange muligheder er, at man kan integrere oplysninger fra databaser – f.eks Wikepedia.



Man kan også få vist info om beslægtede kunstnere/beslægtet musik (Recommended music), man måske ikke kendte i forvejen.



Og teksten til den musik man hører, kan man få at se som tekst. Og selvfølgelig vil man også kunne integrere video. Den understøtter en syncronising af bred vifte af ipod's (dog ikke iphone eller ipod touch).

Mulighederne er mange - prøv selv.

Det er et af de bedste eksempler, jeg endnu har set på dét, man på markedsføringsengelsk kalder ”seamless integration" - begyndelsen til en attraktiv signalkilde, der med ét forener de fysiske mediers fordele - attraktive covers og omfattende info om musik og kunstnere - med bred webintegration.



Hvis jeg var fabrikant af traditionelt afspilleudstyr, ville jeg så småt kigge alvorligt på min forretning.

Hvis jeg var fabrikant af højttalere, ville jeg begynde at overveje, hvordan en højttaler med indbygget forstærker og trådløs modtager skulle skrues sammen.

For mon ikke funktionalitet i denne retning vil være normsættende for, hvad der skal kunne lade sig gøre, hvadenten mantaler om en PC-baseret løsning eller en dedikeret mediaserverløsning?


Og hvem ved - jeg overgiver mig måske også en dag.



25. okt 2008 kl 20:48

Daniel Nielsen

Ligner den ikke lidt meget?

Copy iTunes. Paste Songbird.


26. okt 2008 kl 09:17

Kurt Frederichsen

Re: Ligner den ikke lidt meget?

Næ - den ligner kun på basisfunktionalitet! F.eks. den smarte funktion med at pege på anden musik, der ligner, kræver hos iTunes at man registrer i butikken med konto-nr. ... og stadig mangler al den info nettet iøvrigt stiller til rådighed, men som ikke binder dig til Apples forretning på nettet. iTunes har meget at lære hér! :-)

Giver Ole ret - dette er noget musik-interesserede vil se som et vigtigt skub frem - en nem måde at tilgå sin egen samling, krydret med alt det du ikke vidste - og samtidig en kilde til spændende ny musik.

Dette er at gøre noget der allerede er der, pakke det sammen og dermed gøre det brugbart! Det er innovation!

Og det er egentlig noget vi har savnet i hi-fi branchen længe - vi holder fast i det gamle stereo-anlæg eller har givet op og har en halvbillig surround-løsning kombineret med en MP3-afspiller.

Med dette skridt åbner sig netop muligheden for selv at kunne købe kvaliteten til, som Ole skriver, hvis firmaerne ser pointen, og stadig få alle fordelene ved nettet!

Hvad er der at miste? Hvad er der at vente på?!
Hvornår kan jeg købe den kontrolboks/server/jukeboks, som kan alt dette og sende signaler af høj kvalitet videre til mit anlæg eller aktive højttalere?


26. okt 2008 kl 15:38

Sune Rendal

Alt for avanceret til mig.

Winamp har længe været min favorit afspiller når PCen skal levere musik. Dette er ved at ændre sig, og det skyldes en ting, som også denne mediaplayer lader til at lide under: alt for mange ligegyldige funktioner. I gamle dage var Winamp en simpel afspiller der kunne vise spillelister, lave spillelister og trykke play/stop/pause osv. Det fyldte ikke meget på skærmen, som man jo ofte bruger til at arbejde ved. Windows mediaplayer var et træls bekendtskab i forhold til Winamp, fordi MS mente at der skulle så mange ligegyldoge features med. Desværre er Winamp efterhånden også vokset til et stort program med alt for meget ligegyldigt skrammel. Hvorfor er det f.eks. nødvendigt med en browser i en medieafspiller? Eller en funktion der laver farvemønstre på din skærm i takt til musikken? Eller et såkaldet "medialibrary", som jeg i hvert fald ikke kan se det praktiske ved? Det eneste jeg har behov for er at kunne afspille det musik jeg gerne vil høre, når jeg gerne vil høre det!


26. okt 2008 kl 17:04

Jakob Bork

Re: Alt for avanceret til mig.

Så vil du kunne lide Foobar
www.foobar2000.org
Den spiller rigtig mange formater, den er ufattelig let på hukommelses- og processorforbrug og den har det simple brugerinterface du efterlyser.
Den spiller bare dit musik!
Derudover har den det eneste mediebibliotek jeg har set, der virker. Man kan ordne sangene efter mapper og filnavne og så kan man søge lynhurtigt i selv meget store samlinger.
(Jeg bruger ikke andet...:-)


26. okt 2008 kl 18:10

Thomas Rasmussen

Største problem med de fleste: kravet til en computer

Har fulgt med i denne debat og mange andre gange hvor interessante løsninger på håndtering af musik. Fælles er egentlig at de alle ligger op til at man død og pine skal have sin computer sluttet til anlægget derhjemme, det gør det egentlig trælst og irriterende at skulle have den frem/tændt hele tiden (har kun en bærbar nu).

Den pt. bedste løsning jeg har fundet indtil videre er min AppleTV som kobles til fjernsynet og anlægget (den bruger optisk udgang til lyd hvis ikke man vil have alm. stereo output). Den skal så ses som en extension til iTunes, men tilgengæld er dens interface ganske fint og nemt at have med at gøre når man ikke længere har mus og keyboard tilrådighed. Ja, man kan selvfølgelig ønske sig noget mere, men der er man så ladt noget i stikken i forhold til Apple og deres eneråde over det markede.

En AppleTV kan så også gøres til meget mere, med passende hack så åbnes en hel verden fyldt med videohåndtering, specielt XBMC er et rigtig godt bud og kører rimelig fint på en Appletv, Der er en rimelig ok last.fm integration gennem Boxee som kommer sammen med XBMC. XBMC har også en relativ fungerende lyd håndtering, men ikke nær så god som den native på appletv'en (dvs. iTunes)

Ja, der findes fine løsninger der kan meget af det samme, men fælles for dem er at det bliver lynhurtit rasende dyrt, mens en AppleTV med 160GB disk koster 3000kr medmindre man finder en brugt på ebay (så kan prisen være noget lavere, fik min for 160 pund).


26. okt 2008 kl 19:33

Sune Rendal

Re: Re: Alt for avanceret til mig.

Jeg takker mange gange for linket. Har netop installeret det, og det virker allerede dejligt simpelt


27. okt 2008 kl 14:05

avatar

Kim Bach

Songbird + Last.fm ville være en iTunes killer

Det ser godt ud, iTunes har mistet sit fokus og er blevet alt tungt at danse med.

Men fremtiden er slet ikke at afspille den musik man har på sin computer, men at have adgang til sine egne, private, "radiostationer". Det har man haft i årevis, gratis, gennem en ren net-tjeneste som Last.fm (http://last.fm).

Last.fm giver et uendeligt antal radiostationer baseret på det du selv og andre lytter til.

Last.fm er specielt god til at opdage ny musik med gennem funktioner som "similar artists", som spiller musik der "minder" om en bestemt kunstner og "tag radio", der spiller musik der er markeret (tagget) med bestemte ord af brugerne.

I sidste uge prøvede jeg funktionen der gør det muligt afspille mit eget bibliotek, og der gik flere timer inden jeg fik serveret et nummer jeg ikke allerede havde på min computer, vel at mærke streamet fra en gratis net-tjeneste.

OK, Last.fm har sine begrænsninger, f.eks. er det ikke al musik der findes der endnu, og man kan ikke frit vælge i hvilken rækkefølge man vil høre musikken, da der er tale om radiostationer.

At Last.fm ikke kan levere en total tjeneste skyldes primært rettighedsproblemer, men de har, så vidt jeg ved, en sådan tjeneste i test i England og Tyskland.

Songbird + Last.fm lyder for mig som en iTunes killer.


28. okt 2008 kl 09:02

avatar

Ole Thomsen

Re: Største problem med de fleste: kravet til en computer

Hvis vi ser lidt fremad:

Hvadenten en lille bærbar PC eller en remote med skærm eller hvad ved jeg bliver det betjeningsmæssige centrum, er det så ikke højst tænkeligt, at vi vil forvente/kræve - med det vuns - at kunne downloade og afspille beslægtet musik/anden musik med de samme kunstnere, se billeder og info om dem, slå deres turnekalender op og bestille billetter osv, alt uden at lette r....

Det kan jeg,. når jeg sidder foran min PC, hvorfor så ikke, når jeg sidder i en sofa?


28. okt 2008 kl 09:54

avatar

Lars Christian Henriksen

Podcast og Songbird

Jeg har problemer med at få Songbird 0.7 til at håndtere podcasts (abonnementer på Songbirdsk) fra dr. Podcasts fra bbc virker fint. Er der nogle, som har samme problemer?


28. okt 2008 kl 10:42

Carsten Scherrebeck Møller

Re: Re: Største problem med de fleste: kravet til en computer

Det kan jeg,. når jeg sidder foran min PC, hvorfor så ikke, når jeg sidder i en sofa?

Man bygger sig et media-center, Ole. Dvs. en computer med det hele og især: et godt lydkort, et godt grafikkort, og et kabinet der overhovedet ikke gør støj. Samt en fjernbetjening.

Som beskrevet engang af mig, er min cpu's overflade omhyggelig vandslebet, og også min kølers bundflade, samt diverse andre køleflader på mit bundkort, en forudsætnig for at kunne bygge sig en nær-lydløs computer: optimal afgivelse af hede, og deraf lave omdrejningstal i ventilatorer. Dette forudsætter at man har sig et kabinet der effektivt evner at sende heden ud af kabinettet, som mit gør perfekt og nær-lydløst. Der sidder i alt seks blæsere i mit kabinet, alle anbragt så de præcis trækker luftstrømme forbi alle kølebehov, og ud. Dette er nødvendigt for at forhindre støj når jeg nu og da spiller et computerspil, som hiver mange kræfter ud af min computer.

Om en »player«: Jeg har afprøvet mange, og er hver gang vendt tilbage til Mediaplayer fra Microsoft. Jeg synes at Mediaplayer er komplet idiotisk i brugerfladen, men den spiller hi-fi, og desuden, som er vigtigt for mig, fungerer mit nVidia grafikkort som et indstik i Mediaplayer (inklusive noget indkøbt software fra nVidia), jeg har ekstra høj billedkvalitet således. Jeg regulerer al lyd i softwaren der tilhører mit lydkort, et fremragende interface og tip-top lydkvalitet (ASUS Xonar D2).


29. okt 2008 kl 09:34

avatar

Kim Bach

Re: Re: Største problem med de fleste: kravet til en computer

Hvis vi ser lidt fremad:

Hvadenten en lille bærbar PC eller en remote med skærm eller hvad ved jeg bliver det betjeningsmæssige centrum, er det så ikke højst tænkeligt, at vi vil forvente/kræve - med det vuns - at kunne downloade og afspille beslægtet musik/anden musik med de samme kunstnere, se billeder og info om dem, slå deres turnekalender op og bestille billetter osv, alt uden at lette r....

Det kan jeg,. når jeg sidder foran min PC, hvorfor så ikke, når jeg sidder i en sofa?

Du har faktisk lige beskrevet Last.fm (undskyld men det er altså en ret fantastisk tjeneste, som jeg ikke er associeret med) - direkte links til billetbestilling mangler, det er jo ikke just standardiseret på verdensplan, men da det er brugerne selv der vedligeholder koncertkalenderen er det, på nuværende tidspunkt, bare et spørgsmål om at brugerne husker at oprette et sådan link, som det f.eks. er tilfældet for Oasis koncerten:

http://www.last.fm/event/78988...888.

Det mest irriterende ved at bestille billetter til de koncerter jeg har været til de sidste ca. 2 år har været at jeg skulle finde mit kreditkort frem.

Hvis man skal kritisere Last.fm, så er det nok for at det ikke er Hi-Fi, jeg antager at du ripper dine CDer i meget høj kvalitet (tabsfrit), det er ikke just den kvalitet de leverer, jeg mener der er tale om MP3 med 128KB/s


03. dec 2008 kl 11:49

Christian Rasmussen

Version 1.0

Det kan oplyses at version 1.0.0 er udgivet og kan hentes herfra http://getsongbird.com/ og der skulle efter sigende være mange forbedringer at komme efter ud fra hvad jeg kan læse. Nu bruger jeg den ikke selv, men baseret på den gode omtale den får kunne det være den skulle have et forsøg.

Mvh
Christian Aarø Rasmussen


22. feb 2009 kl 00:04

avatar

Jens Henriksen


22. feb 2009 kl 03:35

avatar

Jonas Hansen

Re: Re: Re: Største problem med de fleste: kravet til en computer

Det mest irriterende ved at bestille billetter til de koncerter jeg har været til de sidste ca. 2 år har været at jeg skulle finde mit kreditkort frem.

Hmm... Er jeg den eneste der kan både kortnummer, udløbsdato og de tre sikkerhedstal i hovedet? Jeg køber vist for tit ting over nettet...


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Debatterede
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.