Mobilkunder svigtes af politiets 114-nummer
De danske mobiludbydere er ikke tvunget til at sikre, at en borger automatisk stilles om til den nærmeste politistation, når der ringes 114 fra en mobiltelefon. »Slap holdning,« siger teleekspert om manglen på fælles krav. I USA kræver myndighederne geo-lokalisering.
Der findes ingen formelle krav til de danske mobiludbydere om at understøtte 114-nummeret, der skulle gøre det nemmere for danskerne at komme i kontakt med politiet.
Det kan betyde, at du kan blive bedt om indtaste postnummeret for det sted, hvor du har hevet mobiltelefonen op af lommen for at ringe til politiet.
114-nummeret blev oprettet sidste år og fungerer som en erstatning for de lokale 1448-numre, hvor man selv skulle huske de fire første cifre.
Hvis en borger for eksempel ringer 114 fra et sted i København, sørger en automatisk geo-lokalisering for at sende opkaldet videre til stationen tættest på.
Sådan burde det i hvert fald fungere for både fastnet- og mobiltelefoner. Men for mobilerne – der tæller omkring halvdelen af opkaldende i Danmark – er der ingen garanti for, at mobilselskabet understøtter den automatiske viderestilling til den nærmeste politistation.
»Det er op til de enkelte mobilselskaber, om de vil understøtte 114-nummeret. Det fungerer i langt de fleste tilfælde, fordi de tre største udbydere herhjemme understøtter nummeret, men hvis man har et lille mobilselskab, der ikke understøtter det, kan man blive bedt om at indtaste postnummeret, hvor man ringer fra,« fortæller kommunikationsrådgiver i Rigspolitiet, Niels-Otto Fisker, til ing.dk.
Han understreger, at man ikke forsvinder ud i den blå luft, fordi man har et mobilselskab uden 114-understøttelse, men at der kan opstå lidt ventetid under omstillingen.
Teleekspert: Indfør fælles krav
Teleekspert og direktør i virksomheden Netplan, Torben Rune, mener, at det er på høje tid at indføre fælles krav til mobilselskaberne om at understøtte geografisk lokalisering fra mobiltelefonerne.
»Ringer man til 114, risikerer man jo at være på Herrens mark, fordi den geografiske lokalisering ikke nødvendigvis fungerer,« siger direktøren.
»I USA er der meget strenge krav til udbyderne om geo-lokalisering, men i EU er vi desværre langt bagud med en fælles regulering,« uddyber direktøren.
Ifølge Torben Rune har man allerede nu i USA krav til mobiludbyderne om lokalisering i x- og y-koordinaterne, og siden terrorangrebet 11. september 2001 har det været overvejet at udvide kravet til z-koordinaten. Medarbejderne på alarmcentralerne i New York kunne nemlig ikke fortælle de nødstedte i tvillingetårnene, om de skulle bevæge sig op, ned eller blive på stedet for at komme i sikkerhed.
»Det er udtryk for en alt for slap holdning, at der ikke er de samme krav til operatørerne i EU,« siger Torben Rune.
Problemer med 114 i København
Berlingske Tidende kunne i går skrive, at Københavns Politi har haft så store problemer med 114-nummeret, at de har oprettet en direkte mobiltelefonlinje, så borgerne i det narkoplagede område ved Abel Cathrinesgade og Viktoriagade på Vesterbro kan komme direkte igennem til gadebejtentene i området.
Niels-Otto Fisker afviser blankt, at mobillinjen er oprettet på grund af problemer med 114-nummeret:
»Den direkte mobillinje er oprettet for at sikre, at borgernes tip kommer hurtigst muligt frem til politiet. Selv den mindste forsinkelse kan jo betyde, at politiet kommer for sent til gerningsstedet,« siger kommunikationsrådgiveren.
»Men det er jo ikke sådan, at man fremover skal til at have 20 forskellige mobilnumre for at få fat i politiet,« siger Niels-Otto Fisker.






