Miljøagentur: Danmark når aldrig Kyoto-målet for 2012
Danmarks sidder bagerst i klassen, når det gælder EU-landenes overholdelse af Kyoto-aftalen. Selv de nye EU-lande er langt foran den danske indsats, lyder det fra det europæiske miljøagentur. Men Connie Hedegaard (K) afviser påstanden.
Det er med hiv og sving, at de danske CO2-mål bliver nået inden 2012. Alle detaljer og fremskrivninger skal regnes med, og indtil nu er vi kun nået halvvejs. De fleste EU-lande har allerede nået målene i Kyoto-aftalen.
Læs også
-
Elselskab raser: Urimeligt med CO2-afgift på CO2-neutral strøm
-
Storbritannien: Storstilet vindmølleplan vil spare 100.000 ton CO2
Læs mere om
Dokumentation
Det europæiske miljøagentur, EEA, er ikke imponeret af den danske miljøindsats. EEA forventer ikke, at Danmark kan nå sit klimamål før 2012, der er aftalt i Kyoto-aftalen, skriver avisen Information.
Klima- og energiminister Connie Hedegaard afviser påstanden. Danmark er på vej til at nå målet, og opgørelsen er forkert, siger i en pressemeddelelse fra Klima- og Energiministeriet.
EEA har udført en fremskrivning af de danske CO2-udledninger og kommer frem til, at vi er 19 procent bagud i forhold til det aftalte mål.
Selv ved at købe CO2-kreditter fra u-lande i et omfang, der batter mere end den hjemlige indsats, vil Danmark være bagud med ni procent, mener EEA.
Danmark får dermed dumpekarakter sammen med Italien og Spanien. De øvrige 15 gamle EU-lande vil være i stand til at leve op til Kyoto-målene, når de blot supplerer deres hjemlige forbedringer med CO2-kvoter fra u-landene.
Frankrig, Sverige og England er allerede foran deres CO2-mål for 2012. Det samme gælder de fleste af de 12 nye EU-lande.
Connie Hedegaard afviser imidlertid blankt påstanden om Danmarks manglende efterlevelse af målene.
Hun henviser til, at EEA har undladt at tage hensyn til den danske allokeringsplan, hvor der er kvotestramninger for bestemte virksomheder for 2008-2012, og dette indrømmer EEA over for ministeriet.
EEA har også glemt at medtage effekten af energiaftalen. Derfor bliver EEA's beregning forkert, mener hun, og henviser til, at den danske reduktionsplan er godkendt af EU-kommissionen.






