Trådløs strømforsyning kan drive blender
Amerikansk firma kan nu overføre strøm trådløst til apparater, der kræver høj effekt. Teknologien kan pt. overføre 1400 watt ved en effektivitet på 98 procent - eksempelvis i en blender.
Blend smoothies i en blender uden ledning. Virksomheden Fulton Innovation kan nu overføre strøm trådløst til apparater, der arbejder ved høj effekt.
Hidtil har den trådløse strømoverførsel kunnet lade sig gøre i laveffekt-elektronik som mobiltelefoner, mp3-afspillere og den slags, men Fulton Innovation har demonstreret en blender, der drives helt uden batterier og ledninger.
I demonstrations-videoen har Fulton Innovation hyret en »husmor« til at fremvise teknologien med navnet Ecoupled, og det lykkes hende ganske trådløst at fremstille en jordbær-banan-smoothie med blenderen.
Deler strømforsyning i to
Det gør hun på en såkaldt »Ecoupled enabled« overflade – i dette tilfælde bordpladen i køkkenet - der automatisk genkender apparater, der også er »Ecoupled enabled« og dermed klar til den trådløse strømoverførsel.
I apparatet – der for eksempel også kan være en kaffemaskine - monteres en lille enhed, der indeholder den ene halvdel af strømforsyningens spole. Den anden halvdel af strømforsyningen sidder i bordpladen, og ifølge virksomheden opstår der et delt elektromagnetisk felt, når de to spole-halvdele placeres i nærheden af hinanden.
Dermed kan der ledes strøm trådløst mellem forsyningsspolen i bordpladen og modtagespolen i blenderen ved såkaldt resonant induktiv kobling, helt uden galvanisk forbindelse med ledninger.
1400 watt ved 98 procent effektivitet
Ifølge Fulton Innovation sørger teknikken selv for at optimere overførslen, alt efter om apparatet i den anden ende ligger i milliwatt- eller kilowatt-området.
Fulton Innovation hævder, at de lige nu kan overføre mere end 1400 watt ved en effektivitet bedre end 98 procent. Det mener de at kunne forbedre, efterhånden som teknologien udvikles.
Ecoupled-teknologien genkender selv alle apparater, der er »Ecoupled enabled«. Dermed skal brugeren ikke frygte, at gammeldags apparater med ledning starter ved en fejl, når de sættes på bordpladen.
Hvor tæt blenderen skal stå på bordet for at gøre smoothien færdig, oplyser Fulton Innovation ikke. Virksomheden kan dog love, at teknologien ikke giver vrøvl med interferens på FM-radioer, trådløse netværk og lignende. Folk med pacemakere bør dog konsultere tredjepart, skriver Fulton Innovation på hjemmesiden ecoupled.com.
Ikke bare en koncept-teknologi
Fulton Innovation forsikrer, at der ikke er tale om en koncept-teknologi, men at de har arbejdet ti år på at gøre teknologien god nok til at erobre markedet for alskens elapparatur.
Virksomheden arbejder for tiden sammen med forskellige partnere - blandt andet Motorola - i deres stræben efter at udbrede den trådløse strømoverførsel i alt fra mobiltelefoner til el-værktøj og køkkenredskaber.

Video:
Blender drives af trådløs strøm




