Phønix overlever storm på Mars
Nasa's Marssonde Phønix overlevede en 37.000 kvadratkilometer stor storm. Det er formentlig ikke den sidste storm, Phønix bliver udsat for.
Billedet fra Mars Reconnaissance Orbiter viser Nordpolen i centrum. Phønix er markeret som en hvid prik omkring kl. 10, mens stormen ses ved cirka kl. 9.30. (Foto: NASA/JPL-Caltech/Malin Space Science Systems)
Læs også
Nasa’s Marssonde Phønix har klaret sin første større støvstorm på Marsoverfladen. Stormen forsinkede de videnskabelige aktiviteter, men Nasa forsøger at få afsluttet de primære videnskabelige opgaver, inden vinteren sætter ind.
Nasa har fulgt stormen via Mars Reconnaissance Orbiter og kunne konstatere at den løjede af i starten af denne uge. En væsentlig begivenhed, betegner projektleder på Phønix, Barry Goldstein, stormen.
Barry Goldstein, der er ansat fra Jet Propulsion Laboratory, oplyser at stormen skabet et fald i strømproduktionen fra Phønixs solpaneler. Den 37.000 kvadratkilometer store storm bevægede sig fra øst mod vest over de nordlige arktiske stepper, men var blevet svækket en del da den nåede frem til Phønix den 11. oktober.
Rumsonden Mars Reconnaissance Orbiter, der kredser omkring Mars, tog et billede af stormen efter den blæste hen over Phønix.
Da stormen var på sit højeste, dæmpede alt støvet i atmosfæren sollyset. Det betød ifølge Barry Goldstein et drastisk fald i strømproduktionen på Phønix. Den allerede formindskede strømproduktion satte derfor grænser for, hvad der kunne gennemføres af videnskabelige aktiviteter i weekenden.
Inden stormen kunne Phønix levere 2.100 wattimer hver Marsdag, men det faldt med et par hundrede watttimer under stormen. Efterfølgende er strømproduktionen igen steget til næsten 2.100 watttimer. Phønix producerer mindre og mindre strøm for hver uge der går, efterhånden som Solen kommer til at stå lavere og lavere på himlen og Marsvinteren nærmer sig.
Phønix landede på Mars den 25. maj i år og har siden tilbragt fire måneder med at studere planetens arktiske område. Den har opsamlet prøver af støv og is and analyseret dem.
Stormen er formentlig ikke den sidste, som Phønix bliver udsat for. Lokale støvstorme plejer at dukke op hyppigere i løbet af efteråret og vinteren i Mars arktiske områder. De lokale storme er meget mindre, end de enorme kæmpestorme som Marsbilerne Spirit og Opportunity har været udsat for. Nasa håber, man kan nå få fyldt prøver i de sidste ovne i Phønix inden nye storme rammer Phønix, og nedsætter dens strømproduktion yderligere.






