/rumfart

Hubble har været under kniven

Nasa's defekte Hubble-rumteleskob har været under software-kniven. Teleskopet blev lagt i koma, mens man skiftede dens defekte datasystem.

Klik for at se billedet i stort

Nasa forventer at Hubble igen i morgen fungerer fuldt ud. (Foto: Nasa)


Dokumentation

Af Thomas A. E. Andersen, torsdag 16. okt 2008 kl. 10:17

Det var en dyr og besværlig patient, Nasa måtte bringe i koma og have under kniven i går.

I slutningen af september fik Hubble problemer med at sende data til jorden via datakanal A. Nasas teknikere forsøgte uden held at resætte den defekte datakanal. Efterfølgende undersøgelser viste, at det var elektronikken i Hubble’s kanal A, som var defekt og måske skulle udskiftes. Problemerne betød, at Nasa udsatte den planlagte servicemission til Hubble i oktober til næste år, for at kunne få tid til at medbringe ny elektronik til den defekte datakanal.

Hubble er udstyret med en reservekanal, kanal B. Den gik Nasa straks i gang med at aktivere, så man kunne genoptage de videnskabelige observationer. Men det viste sig hurtigt at være en meget kompliceret proces. Kanal B havde ikke været aktiveret siden Hubble blev opsendt i 1990, og alle dens dele skulle først afprøves.
Onsdag blev Hubble så lagt i koma, da Nasa’s teknikere lukkede de resterende systemer i Kanal A ned, for at skifte til kanal B.

Operationen blev foretaget med ængstelse, for hvis kanalsystemerne ikke kunne kommunikere med Hubble-instrumenter, ville man have store problemer. De første data tyder på, at skiftet til kanal B er gået som planlagt. Kanal B-computeren blev loadet med data og et efterfølgende datadump til Jorden bekræftede, at alt var gået som det skulle.

Tidligt torsdag morgen kunne Nasa så bringe Hubble ud af safe-mode og til live igen. I løbet af i dag vil kanal-B systemerne blive afprøvet.

Nasa har identificeret problemerne med kanal A til at være i den elektronikboks, der er kaldet Science Data Formatter. Boksen opsamler data fra de fem Hubbles-instrumenter og formaterer dem til datapakker med en header som kan sendes til Jorden med en hastighed på 1 Mbit i sekundet. Uden denne Science Data Formatter 486-computer kan Hubble ikke fungere. Nu har det tilsvarende system i kanal B overtaget opgaven. Nasa regner med, at Hubble vil være fuldt funktionelt og klar til nye videnskabelige observationer i morgen fredag.

Efter de mange problemer er Nasa nu gået i gang med at teste en reserveenhed af den Science Data Formatter-computer, som man havde på Jorden, så den kan opsendes og installeres på den kommende Hubble-servicemission. Reparationen af Hubble forventes nu gennemført enten i februar, eller i slutningen af april/starten af maj måned næste år.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.