Hvornår nedbryder nettet de digitale regioner?
Af Lars Jensen,
onsdag 15. okt 2008 kl. 21:30
Du kender dem, og du synes sikkert lige så lidt om dem som mig. DVD-regionerne.
De regioner, der gør, at en DVD indkøbt i for eksempel USA med stor sandsynlighed ikke kan afspilles på din DVD-afspiller derhjemme. Hvad er årsagen til disse regioner?
The purpose of this is to allow motion picture studios to control aspects of a release, including content, release date, and, especially, price, according to the region. Many DVD players are or can be modified to be region-free, allowing playback of all discs.
(citat: Wikipedia)
Altså for at tilgodese producenterne og ikke os, forbrugerne. I sig selv er det jo håbløst, for man går glip af et mersalg. Jeg er for eksempel glad for den canadiske serie Trailer Park Boys, men den er kun udgivet i region 1-DVD, og derfor kan jeg ikke afspille den.
Hvis jeg vil se Trailer Park Boys og have serien i samlingen, er der kun en fremgangsmåde, og den er ikke lovlig...
Nok om DVD-regionskoder. For det, der virkelig kan undre mig er, at regionerne har overlevet på internettet.
For eksempel kan vi danskere ikke købe MP3-filer på Amazon.com. Igen går producenterne glip af et potentielt mersalg.
Jeg ville købe "Nadia's Theme" spillet på strygere. Jeg kunne kun finde den på Amazon.com, men jeg kunne godt glemme alt om at købe den. For jeg bor jo ikke i USA.
Men det virker også den anden vej. For eksempel kan TDC Play ikke benyttes uden for Danmark.
Det giver ganske enkelt ingen mening for mig. Hvorfor begrænser man varernes frie bevægelighed? Hvorfor gå glip af et mersalg?
Hvornår indser alle producenter, at internettet er globalt, og at det samme gælder for det indhold, der bliver lagt online. Hvornår nedbryder internettet de regioner, som copyright-indehaverne har skabt?