Ultraskarpe fotos åbner for naturkontrol fra luften
Udbredelsen af bjørneklo, konsekvenserne af ekstremregn, ulovlige udestuer, dårligt isolerede huse eller antallet af kronhjorte i skoven - det bliver alt sammen registreret fra luften.
Byer og naturområder bliver i stigende grad analyseret fra luften. Den teknologiske udvikling og faldende priser på satellit- og luftfotografering giver nu for alvor nye kunder i butikken til de virksomheder, der tilbyder geografiske analyser på baggrund af luftfoto.
»Vi oplever et stort behov fra virksomheder såvel som myndigheder for at kunne dokumentere forandringer i naturressourcer, bymiljøer og økosystemer - og her giver fotos fra fly eller satellit et unikt overbliksbillede,« siger Mikael Kamp Sørensen, direktør i virksomheden Gras.
Virksomheden er etableret i samarbejde mellem Københavns Universitet og rådgivervirksomheden DHI og udfører geografiske analyser baseret på satellit- eller luftfotos.
Han peger på, at navnlig de infrarøde kamerateknologier for alvor åbner nye muligheder for at analysere udviklingen i store naturområder i takt med, at billedernes opløsning bliver bedre og bedre.
Niras er en af de rådgivervirksomheder, der samarbejder med Gras og som følger den teknologiske udvikling og udnytter mulighederne til at tilbyde ny service. Niras har fundet et nyt marked ved at udnytte luftovervågning i kampen mod invasive arter som f.eks. bjørneklo. Ved at foretage analyser af et satellitbillede kan Niras finde hidtil uopdagede kolonier af planten og samtidig overvåge, hvordan den breder sig.
»I år laver vi overvågning for fem kommuner og har tilkendegivelser fra op mod ti kommuner, som gerne vil have lavet en overvågning næste år,« siger kulturgeograf og projektleder Flemming Kristensen.
I praksis foregår overvågningen ved, at en satellit fotograferer kommunens område med en række forskellige spektrale bånd, herunder et infrarødt bånd, som registrerer lysets refleksion fra de forskellige arter.
»Vi arbejder i øjeblikket på at tilpasse den satellitbaserede metode, så vi også kan tilbyde denne ydelse til kommunerne baseret på fotos fra fly i stedet for. Det giver mulighed for at komme endnu tættere på overfladen med en endnu højere opløsning, så vi kan tilbyde kunderne at registrere langt mindre plantetyper,« siger Flemming Kristensen.
I forbindelse med den seneste tids fokus på ekstrem nedbør, har Gras udviklet metoder til automatisk at kortlægge befæstede arealer i bymiljøer baseret på flyfotos og satellitbilleder.
»Svenskerne er f.eks. langt fremme med at forudsige konsekvenserne af fremtidens mere ekstreme regnskyl,« siger Mikael Kamp Sørensen.
Her er det muligt at kombinere brugen af almindelig visuel og infrarød kamerateknologi til at give et ekstra præcist overblik over de områder af byen, som enten er bebyggede eller asfalterede.
Ved at kombinere disse oplysninger med højdeinformation er det muligt at lave en præcis beregning af, hvor regnvandet vil løbe hen og samle sig i tilfælde af ekstremregn og forudsige flaskehalsene i byernes afledningssystemer.
Det er navnlig de infrarøde kamerateknologier, som giver muligheder for detaljeret naturovervågning, fordi det med en såkaldt nærinfrarød kanal er muligt at fange forskelle i vegetationstyper, fordi overfladen på de forskellige plantetyper giver en unik refleksion af sollys. Det er også muligt, at kortlægge planternes sundhedstilstand ved at måle på refleksionen af infrarød stråling, for eksempel i forbindelse med vandmangel eller plantesygdomme..
Niras regner også med at finde et marked for såkaldte ændringsudpegninger, hvor der bliver taget fotos af identiske geografiske områder med faste mellemrum. Dette kan udpege ændringer i bygningsmassen siden seneste fotografering - det kunne f.eks. være nyopførte swimmingpools, gylletanke eller tilbygninger.





