Nødder bliver de fattiges biobrændsel

De olierige nødder fra planten Jatropha kan levere det brændstof, der kan hjælpe millioner af afrikanske småbønder ud af fattigdommen.

Af Jesper Heldgaard, redaktion@ing.dk, fredag 17. okt 2008 kl. 00:45

Pres fire kg nødder og du har en liter olie - lige til at hælde i en generator, der kan drive en vandpumpe, en majsmølle eller bruges til madlavning i u-landene.

Det vil om få år blive en realitet i Kenya, hvor den hårdføre plante Jatropha med de meget olieholdige nødder skal udplantes hos tusindvis af bønder.

»Teknologien er kendt, enkel og billig. Nu er udfordringen at få den bredt så langt ud som muligt,« siger Paul Mbole, der er programkoordinator i den norske organisation Kirkens Nødhjelp i Kenya.

Organisationen er i fuld gang med et pilotprojekt i Kenya. I et tørt område i den nordlige del af landet har foreløbigt 2.500 småbønder meldt sig til snart at modtage flere tusind små Jatrophaplanter, som de selv skal plante ud. I løbet af et par år kan de høste de første nødder.

Bønderne organiserer sig i andelsselskaber, så de sammen kan investere i og vedligeholde en effektiv oliepresse, der drives af en generator, der igen drives af - jatrophaolie, naturligvis.

Ingen energi - ingen vanding

Adgangen til billig energi er en væsentlig forudsætning for udvikling af landregionerne i ulande.

»Mangel på adgang til billig energi er med til at fastholde folk på landet i fattigdom, og eksplosionen i oliepriserne de seneste år har øget problemet. Det er også med til at gøre folk ekstra sårbare over for klimaforandringerne, som vi allerede nu mærker mange steder i Kenya i form af længere tørkeperioder,« forklarer Paul Mbole.

Han tilføjer, at når bønder ikke har adgang til energi til for eksempel at drive vandpumper, så har de kun dårlig mulighed for at kunstvande.

Et par tal sætter tingene i perspektiv: I Kenya har kun fire procent af landbefolkningen adgang til elektricitet, og kun fire procent af landbrugsjorden i Afrika kunstvandes mod over 30 procent i Asien.

Det er de seneste års øgede fokus på klimaforandringer, der har fået Kirkens Nødhjælp og en række andre organisationer til at arbejde for udbredelsen af Jatropha i Afrika.

»Målet er at bekæmpe fattigdom og skabe jobmuligheder og bæredygtig udvikling for Afrikas enorme landbefolkning,« siger Paul Mbole.

Og Jatropha har et stort potentiale i Afrika, mener Gordon Mackenzie, ekspert i energi og udvikling på UNEP Risø Centre:

»Det er en meget hårdfør plante, der kan klare sig i perioder uden vand. Med de voldsomt stigende oliepriser bliver det endnu mere attraktivt at dyrke Jatropha og bruge olien i dieselgeneratorer til landsbyelektrificering de mange steder, hvor der ikke er forbindelse til det nationale elnet.«

Også store firmaer er langt fremme med planer om enorme Jatropha-plantager i Afrika, og det har ført til frygt for, at Jatropha kan fortrænge fødevareafgrøder.

»Men det undgår vi i projekter som vores, hvor Jatropha vil blive dyrket sammen med fødevareafgrøder som majs og bønner og ikke som en salgsafgrøde, fordi bønderne selv udnytter olien lokalt,« siger Paul Mbole.