To unge forskere fra Berns universitet, Susanne Jaeggi og Martin Buschkuehl, har lavet en undersøgelse, der viser, at din evne til at tænke og forstå kan forøges med simple øvelser. Forskerne har ellers troet, at vores intelligens var genetisk bestemt og umulig at træne.

Desværre har forskerne ikke vist, at vi alle kan blive genier. I stedet har de koncentreret sig om en central del af vores intelligens - det man kalder 'flydende intelligens'.

Den er hjernens arbejdslager, kunne man sige. Når du læser denne tekst, bliver den opbevaret i flydende intelligens, indtil den er forstået - eller glemt. Mere generelt er flydende intelligens tæt forbundet med mønstergenkendelse, indlæring og problemløsning - altså situationer, hvor vi står over for noget nyt og skal forstå og handle.

Til Ingeniøren forklarer Susanne Jaeggi, hvorfra de fik ideen til at udfordre den etablerede sandhed om intelligenstræning.

»Fra de tidligere undersøgelser på området lavede vi en hypotese om, hvordan træningen skulle være. For eksempel bør den ikke give mulighed for at lave opgavespecifikke strategier. Det gælder om at træne underliggende færdigheder.«

Forskere har nemlig tidligere forsøgt at træne flydende intelligens, og det er faktisk let nok ... Hvis man bare træner de tests, der bruges til at måle intelligensen, så bliver man straks bedre til dem. Men man bliver kun bedre til lige præcis den øvelse, man laver. Der er ingen afsmittende virkning.

Det er netop dette, der er lykkes for Buschkuehl og Jaeggi. De har vist, at en simpel øvelse kan give øget scoring på en urelateret test. Dette lykkedes ved hjælp af en spidsfindig konstruktion af den træning, som testpersonerne blev udsat for:

»Vi ville undgå en repetitiv opgave, og så ville vi gerne bruge flere modaliteter, så testpersonerne havde svært ved at lave en tilvænning,« forklarer Susanne Jaeggi.

Det gjorde de med et computerprogram, som trænede testpersonernes arbejdshukommelse, en vigtig del af vores flydende intelligens.

I træningen skulle brugerne både høre og se. Parvis fik de vist en firkant, hvor et mindre farvet felt kunne stå i otte positioner, samtidig hørte de et bogstav udtalt. Deltagerne blev udsat for parrene af lyd og firkant i et halvt sekund med toethalvt sekunds mellemrum.

Opgaven gik så ud på at huske, om position eller bogstav var det samme, som blev vist f.eks. to gange tidligere. Når en bruger fik mange positive resultater, så øgede programmet automatisk antallet af gange, som brugeren skulle huske tilbage.

Det er en djævelsk hård træning, fordi man skal være opmærksom på og huske to forskellige ting, holde styr på rækkefølgen og hele tiden droppe de ældste og huske de nyeste. Prøv det selv, der er links til træningsprogrammer sidst i artiklen.

Et normalt menneske, der prøver for første gang, vil have alvorlige problemer allerede ved at huske to gange tilbage - hvis man er skarp, når man måske hurtigt op på tre til fem gange. Efter fire ugers træning nåede de absolut bedste testpersoner op på 11 gange.

Der var fem testgrupper med henholdsvis ingen, 8, 12, 17 og 19 dages træning. Før og efter træning blev de testet med to forskellige standardtest til måling af flydende intelligens. Der blev brugt forskellige test for at undgå en træningseffekt af den første test.

Alle grupper viste forbedringer, også dem der ikke havde trænet. Det sidste skyldes enten den første test, de tog, eller en forskel i scoringen på de to test.

Men de trænede forsøgspersoner fik en meget større forbedring. Der var også en klar sammenhæng mellem forbedring og mængden af træning - jo mere træning, jo større forbedring. Især det sidste er et godt argument for, at træning virker.

Antallet af gange, som forsøgspersonerne kunne huske tilbage, havde ingen sammenhæng med forøgelsen af deres flydende intelligens. Jaeggi tror, at forbedring sker, når man arbejder lige på grænsen af sin kapacitet, ikke ved at forøge antallet af gange man kan huske tilbage.

Der er flere ting, forsøget ikke giver svar på. For eksempel om virkningen er stabil. Den er næppe permanent, mener Susanne Jaeggi, der tror, at vi skal sammenligne med fysisk træning, hvor man skal vedligeholde sin træning for at bevare sin kapacitet.

Uformelle test af deltagerne viser, at de efter få måneder uden træning skal bruge et par dages træning til opnå samme niveau, som da de sluttede. Men der er ikke endnu lavet målinger af deres flydende intelligens efter måneder uden træning. Forsøget giver heller ikke svar på, hvor meget man kan ændre sin flydende intelligens. Dem, der trænede længst, viste ikke tegn på at få mindre effekt, så noget tyder på, at man i hvert fald kan komme over de 20-30 procent forbedringer, som testpersonerne fik.

Jaeggi og Buschkuehls forskning er blandt andet blevet kommenteret af den amerikanske ekspert i intelligensforskning, Robert Sternberg fra Tufts University. Han mener, at deres forskning er det første stærke bevis på, at intelligens kan trænes. Han tror, at det må få en væsentlig betydning for al uddannelsespolitik. Vi skal ikke længere se intelligens som noget stationært, men snarere som noget, der kan trænes samtidig med uddannelsen.

Samtidig advarer Sternberg mod at tage forsøget som et definitivt bevis på noget. Det er kun et enkelt forsøg med få formentlig velbegavede og motiverede personer. Han vil meget gerne se det gentaget med en større og mere varieret gruppe.

Hvordan det føles pludselig at blive 30 procent mere intelligent? Susanne Jaeggi siger, at testpersonerne fortalte hende, hvordan intellektuelle opgaver blev lettere og at deres forståelse af ting kom hurtigere og mere ubesværet.