Kæmpecyklon afsløret ved Saturns nordpol
Nye billeder fra Nasa’s Cassini-rumsonde har nu afsløret en kæmpe cyklon ved Saturns nordpol, der har dobbelt så hurtig rotationshastighed som på Jorden.
Disse to billeder vise hele Saturns sydpol i de infrarøde og synlige områder. (Foto: NASA/JPL/University of Arizona)
Dokumentation
Nye billeder fra Nasa's Cassini-rumsonde afslører, at der ved Saturns nordpol befinder sig en kæmpe cyklon eller orkan. Den er kun synlig i det infrarøde område, da det er vinter ved nordpolen og den derfor befinder sig i skygge.
Hele Saturns nordpolen er nu kortlagt i det infrarøde område med en opløsning på ned til 120 kilometer. Forskerne har sammensat billerne til en film, som viser skyerne, der kredser omkring Saturns nordpol og danner en stor cyklon med en rotationhastighed på 530 kilometer i timen. Det er dobbelt så hurtigt som i cykloner på Jorden.
Cyklonen omgives af en mærkelig sekskantet heksagonstruktur i atmosfæren, der ikke ser ud til at bevæge sig. Hverken de hurtige skyer inde i den eller den nyopdagede cyklon ser up til at forstyrre heksagonen.
Kevin Baines, der er den ledende forsker på Cassini’s infrarøde instrumenter, understreger, at cyklonerne på Saturn er enorme, og meget kraftigere end de værste storme på Jorden. En række cumulus-skyer ved polerne afslører, at der findes enorme tordenvejr nedenunder. Baines mener, at det er disse tordenvejr, som er med til drive de enorme vejrsystemer på Saturn.
Lige som kondenseringen af vand i skyer på Jorden driver orkaner, kan varme fra vand, der kondenseres ved tordenvejr dybt nede i Saturns atmosfære, være kilden til de enorme formationer.
Nasa har også fået taget nye infrarøde billeder af Saturns sydpol, som er ti gange mere detaljeret end tidligere. Billederne, der er taget i dagslys, fordi Saturns sydpol kan fejre sommer, viser store områder dækket med hundredvis af mørke skypletter. Ligesom ved Saturns nordpol er pletterne tegn på konvektion og tordenvej mere end 100 kilometer nede i atmosfæren.
Ved at studere billederne opdagede forskerne, at hvad der tidligere lignede utydelige skyer, i virkeligheden er dynamiske strukturer, hvoraf en af dem er trængt op igennem atmosfæren og har skabt sin egen lille miniorkan.
Forskerne har planlagt yderligere observationer for at studere de detaljerede strukturer ved begge poler, efterhånden som årstiderne skifter på Saturn.






