/energi

Kondicykler og affaldsforgasning holder gang i dansk klimafest

Rettet: Rockmusikken får energi fra forgasning af affald, og blenderne i baren er koblet til kondicykler, når en CO2-neutral festival går i luften til næste år. Selv dansegulvet opsamler energi fra de dansende gæster.

Af Anne Marie Primdal, tirsdag 14. okt 2008 kl. 13:21

»Den nørdede verden kan også godt være funky. Energien, der bliver brugt til festivalen, er alt sammen CO2-neutral, og installationerne er energieffektiviserede.«

Sådan lyder det fra Katrine Vejby, journalist, den ene halvdel bag projektet Co2penhagen, der skal være verdens første CO2-neutrale festival.

Sammen med arkitekt Nina Jensen har hun igennem et år arbejdet på festivalens koncept. En gruppe Ph.D-studerende fra DTU kaldet 'Energy Crossroads' og studerende fra landets design- og arkitektskoler har været med på den teknologiske og kreative del.

Festivalen, der formentlig skal finde sted på DTU, er blevet inspireret af en tur til England, hvor Katrine Vejby og Nina Jensen oplevede en festival, hvor halvdelen af energien var vedvarende. Uden for festivalen stod en lang række med solceller, der genererede energi til forlystelserne inde på området.

»Det, der var spændende og inspirerende var, at der ikke var lang vej fra solen til musikken, og at det ikke blev forbundet med et kedeligt fysiklokale, men en rar oplevelse. Det var en ny måde for os at opleve vedvarende energi på,«

Yde for at nyde

Sammen med studerende fra DTU og designstuderende er der ved at blive udviklet CO2-neutrale installationer, som sætter energien i fokus på en sjov måde. Det er planen, at festivalen blandt andet skal producere egen energi ved at bruge kondicykler som en integreret del af scenekonceptet.

»Vi placerer omkring 15 cykler på hver side af scenen, som skal generere energi til DJ'en. Vi skal have cykelbude eller tidligere Tour de France ryttere til at kæmpe om, hvem der kan generere mest energi til musikerne,« siger Katrine Vejby.

Nogle af installationerne er dog mere symbolske end energieffektive. Der bliver arbejdet på et dansegulv, som skal opfange det dansende publikums energi og omsætte den til brugbar energi. Gulvet kan ikke generere den store energi, men Co2penhagen vælger stadig at bruge det, da de mener, at det er med til at give folk en positiv fornemmelse for energi, når de selv er med til at generere den.

Baren kræver også energi, så vil du have en drink eller en smoothie, må du sætte dig på en kondicykel og blende den selv. Co2penhagen arbejder også med konceptet »cool wasting,« som skal gøre det fedt at sortere sit skrald.

»Biologisk nedbrydeligt affaldsmateriale går ind i en forgasser, som udvikler energi til rockmusikken. Derfor vil det være fedt at sortere sit skrald, da det genererer energi, som betyder mere musik. Sorteringen er noget, som folk vil tage med sig hjem, og at det ændrer deres forhold til affaldssortering« siger Katrine Vejby.

Miljørigtige møbler, bestik og teltduge med inkorporeret solceller er også med til at gøre energien synlig. Festivalen skal foregå udendørs og i telte, så der kan bruges solceller, men samtidig findes alternative løsninger, hvis regnen begynder at sile ned.

De fleste energigenererende installationer bliver en del af festivalens design, men nogle installationer vil være gemt udenfor området. Det vil blandt andet være en forgasser og en stirling motor.

DTU teknologi i fokus
Det er ikke vigtigt for festivalen, at der bruges energiteknologier, som kan sættes i produktion allerede nu.

Det handler om at ramme folk, der normalt ikke er interesserede i energi, samtidig med at der demonstreres, hvordan de helt nye energiteknologier på DTU fungerer.

»Vi har været ude og kigge på de CO2-neutrale energiteknologier ude på DTU og lavet beregninger omkring, hvad en festival bruger af energi. Samtidig har vi kigget på, hvordan vi kan energieffektivisere installationer som nedkøling, da det er en stor energisluger på festivaler,«

På DTU er de studerende netop begyndt at arbejde på en teknologi til CO2-neutral nedkøling, der kan levere 100 kg isterninger per halve time.

»Mange af løsningerne i fremtidens samfund ligger ude på DTU og andre teknologiske universiteter, og vi vil med festivalen vise, at det er super funky at være nørdet. Det handler bare om at blande teknologi og design mere, så teknologien ikke virker nørdet,« siger Katrine Vejby.

Klimakampagner ofte med bagslag

Katrine Vejby mener, at en del af de klimakampagner, som unge udsættes for, handler om forbud og livsstilsændringer, som kun sætter begrænsninger.

»Vi vil blandt andet vise, at bæredygtighed og det sjove liv godt kan gå hånd i hånd,« siger hun.

»Festivalen henvender sig til de unge, som er trætte af at høre om Jordens undergang, og som gerne vil se løsninger og bud på, hvordan fremtiden kunne se ud. Og de helt almindelige unge og ældre, der bare vil have en sjov oplevelse og måske får nogle aha-oplevelser om klima og miljø. Men selvfølgelig er festivalen også for dem, der er interesseret i det nyeste indenfor innovativ klimateknologi,« forklarer hun.

Der vil være plads til omkring 3000 besøgende på festivalen, men antallet ligger ikke helt fast endnu, da energiforbruget skal tilpasses:

»Vi vil være helt sikre på, at der er vedvarende energi nok til de mennesker, der kommer til festivalen. Derfor er antallet lidt elastisk endnu,« siger Katrine Vejby.

Indtil videre regner Co2penhagen med, at festivalen kommer til at køre fra fredag d. 4. til søndag d. 6. september. Kunstnere, som Magtens Korridorer og Music for Modern Man, har meldt deres ankomst på festivalen.

Rettet: Tidligere fremgik det af artiklen, at klimafesten kommer til at foregå på DTU. Men det er ikke helt sikkert, lyder det fra Katrine Vejby.



14. okt 2008 kl 15:47

Michael Bastholm Christensen

August 2008

er altså hvad de skriver på festivallens site: http://www.co2penhagen.com/

Synes faktisk det lyder som en spændende ide. Jeg har næsten allerede sat kryds i min kalender.


14. okt 2008 kl 16:32

Villads Egede

Re: August 2008

Husk at sætte krydset i din 2009-udgave :)


16. okt 2008 kl 14:27

avatar

Marie Brogaard

Invitation?

Hvor kan man få en invitation til den festival?
Eller det er måske kun for DTU'ere?


16. okt 2008 kl 17:41

avatar

Troels Halken

Co2-fri festival?

Det er så langt ude at man ikke selv fatter det.

Hvad mon det næster bliver?

Vh Troels


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk