Det er ikke kun mennesker, der har forskellige personligheder. Det samme ses i dyreverdenen, hvor det er velkendt, at der både blandt fugle, fisk og gnavere findes individer, som er langt mere aggressive end andre – og at de aggressive og ikke-aggressive individer også på mange andre måder opfører sig forskelligt.

Evolutionsmæssigt kunne man tro, at der fandtes en optimal personlighed. Franz Weissing fra universitetet i Groningen i Holland præsenterer i denne uge i Proceeding of the National Academy of Sciences (PNAS) en model, som med hans egne ord er "simpel, men generel", der viser, hvorfor det ikke forholder sig sådan.

Weissing har specielt fokuseret på, hvorfor nogle individer ændrer deres adfærd udfra påvirkninger fra deres omgivelser, mens andre har en ren rutineadfærd. Forskellen er blandt andet kendt fra en række labyrintforsøg med mus og rotter. Nogle opfører sig rent rutinemæssigt og klarer sig derfor dårligt over for mindre ændringer i labyrinten, andre undlader derimod rutinehandlinger og klarer sig bedre.

Det er forbundet med omkostninger at følge en responsiv strategi – eksempelvis i form af større forbrug af tid og energi samt ressourcer til opbygning og vedligehold af det nødvendige "maskineri". Spørgsmålet er, om fordelene mere end opvejer ulemperne.

En detaljeret analyse bekræfter, at jo færre der er til at deles om fordelene, jo bedre er det for den enkelte. Det er derfor mest hensigtsmæssigt at tilpasse sig omgivelserne, jo færre i populationen, der har denne adfærd. Det forklarer, hvorfor begge personlighedstyper kan sameksistere.

Erfaringen fra en lang række eksperimentelle undersøgelser viser, at individer, som reagerer på miljømæssige stimuli på et tidspunkt og i en sammenhæng også reagerer på andre tidspunkter og i andre sammenhænge.

Weissing forklarer, at feedback-mekanismer gør det mindre omkostningskrævende at være responsiv, når man først har udvist denne adfærd én gang. Det er altså en selvforstærkende effekt at være responsiv.

Konklusionen efter Weissings opfattelse er altså, at den naturlige udvælgelse giver anledning til stabile, individuelle adfærdsforskelle over for miljømæssige stimuli. Disse forskelle er korrelerede med forskelle andre personlighedskarakteristika som eksempelvis aggressivitet.