Hver aften, når Solen begyndte at stå lavt, kom de vandrende ad støvede stier med slidte tæpper om ryggen. De 4.000 børn, som hver aften måtte forlade deres forældre og gå ned til det børneherberg, som Læger Uden Grænser driver i Gulu i det nordlige Uganda.

De havde valget mellem at risikere kidnapning og en fremtid som børnesoldater eller sexslaver i oprørshæren LRA eller at forlade deres hjem for at komme i sikkerhed.

Og her blev de mødt af en 31-årig dansk elektronikingeniør. Rasmus Bjerngaard var langt hjemmefra – også fagligt – da han syv måneder i 2006 var udstationeret for Læger Uden Grænser som leder af børneherberget i det krigshærgede område.

»Børnene og deres familier var i forvejen flyttet fra deres landsbyer til beskyttede lejre i området. Men her blev de også kidnappet. Det var forfærdeligt at se, hvordan disse børn ingenting havde,« fortæller han.

Hans arbejde handlede især om ledelse og koordinering.

»Jeg skulle blandt andet styre samarbejdet med de lokale og med andre nødhjælpsorganisationer. Så det havde ikke så meget at gøre med elektronik,« konstaterer han.

Det var også hans opgave at kommunikere med politikere og journalister, som kom for at se herberget.

»Selvfølgelig er det vigtigt at få historien ud, men det er jo heller ikke en zoologisk have,« påpeger han.

Af de 68 ansatte, Rasmus Bjerngaard havde under sig, var de fleste lokale beboere.

»Nogle af de ansatte har faktisk videreført nogle af vores projekter i de omkringliggende lejre,« fortæller han tilfreds.

Selv om samarbejdet for det meste gik godt, kunne kulturforskellene også give frustrationer.

»Der er tradition for at hele gruppen høres. Man diskuterer frem og tilbage, indtil der er opnået konsensus. Og når man sidder 50 mennesker, som skal blive enige, kan det være svært at tage en hurtig og effektiv beslutning,« fortæller han.

Der var også nogle helt andre aspekter ved at ansætte lokale. En ansættelse er ikke blot et job, men hele livsgrundlaget for en familie.

»Vi var der for at hjælpe børnene, så selv om der også var andre perspektiver, var det børnenes situation, vi skulle tænke på,« påpeger han.

Arbejdet med børnene var noget af det mest livsbekræftende Rasmus Bjerngaard har oplevet.

»Børn er jo altid glade. De leger og griner, selv om de bor i et krigsområde. På de billeder jeg har derfra, ser du ikke børn, der er kede af det. Lige så snart du hiver et kamera frem, så kommer de springende.«

Han følte, at der var en mening med hans arbejde, og det var ikke noget problem for ham at motivere sig selv til at gå på arbejde om morgenen.

»Det var tydeligt at børnene værdsatte det. De lærer meget hurtigt, hvem man er. De sætter faktisk pris på, at man kommer fra den anden side af verden og prøver at forbedre deres situation,« fortæller han.

Rasmus Bjerngaard oplevede dog også at stå i meget svære og sørgelige situationer, for eksempel da en pige, som boede i en nærliggende lejr, var blevet voldtaget. Hun var kun seks år, og alle i hendes landsby vidste, hvem gerningsmanden var.

»Alle kendte ham, også hendes forældre, han boede lige ved siden af, men ingen gjorde noget. Man bebrejder ofte de piger, som bliver voldtaget. Det var meget svært at forstå og acceptere,« siger han.

Rasmus Bjerngaard kom hjem fra Uganda dagen før juleaften 2006. For ham var det faktisk et større chok at komme hjem, end da han rejste ud.

»Du kommer direkte fra en krigszone, hvor fattigdommen er så stor, og hjem til dansk juleoverflod,« beretter han.

Kort tid efter fik han tilbudt job i USA, og han og hans kæreste rejste allerede i starten af det nye år. Det var endnu et kulturchok.

»Pludselig boede vi i Silicon Valley med luksus blandt rige amerikanere. Jeg kom ind i en opstartsvirksomhed, og der var nogle tekniske udfordringer, men nogle gange kunne det virke lidt tomt. Nogle af de største valg var, om vi skulle spise sushi dér eller dér.«

Inden rejsen til Uganda, var der nogle af hans venner og bekendte, som mente, at han ville sætte sin karriere i stå. Efter hans mening har opholdet i Uganda nærmest gjort det modsatte – selv om det ikke direkte har været et skridt op ad den gammeldags karrierestige.

»Jeg ser ikke nødvendigvis karriere som en stige. Karriere er en vej, man bevæger sig ud ad. Hvis man udforsker vejen, så er der måske pludselig en sidevej. På den måde kan man udbrede sit vejnet. Mine oplevelser i Uganda har været meget personligt udviklende,« siger han.

- Lords Resistance Army (LRA) er en kristen hær, som blev dannet i 1987. Leder er Joseph Kony, som hævder at være guds direkte talerør.

- LRA vil etablere en stat, som styres af de ti bud, og de kæmper i det nordlige Uganda imod regeringshæren. De er især kendt for at kidnappe børn helt ned til otteårsalderen.

- Der er mange eksempler på, at børnene bliver tvunget til at dræbe deres familie, naboer eller andre i landsbyen. Børnene bruges som soldater eller sexslaver.

- I 2005 udstedte Den Internationale Straffedomstol en arrestordre på Joseph Kony.