Ungt firma udvikler billigt IP-board

IP Thinking har udviklet et board med 6,5 tommer VGA-skærm og IP-telefoni baseret på en billig DSP-processor. Boardet skal blandt andet bruges i hoteller.

Af Eskil Sørensen, fredag 10. okt 2008 kl. 00:45

Et lille board med en 6,5 tommer VGA-touchscreen, som kan IP-telefonere og gengive lyd samt billeder. Det er kerneproduktet hos firmaet IP Thinking fra Vejle, som har to år på bagen. Firmaet kalder det for et 'developer kit', fordi det er meningen, at kunderne skal kunne bygge funktionalitet oven på.

Der er faktisk tale om en lille computer, men i stedet for en mikroprocessor drives den usædvanligvis af en DSP-processor, en Blackfin Shark 537 fra Analog Devices, en '5 dollar chip'. Det gør kittet billigere, end hvis der skulle bruges en mikroprocessor. Kittet koster 4.000 kroner.

DSP-processorer, Digital Signal Processing, anvendes normalt til realtime-behandling af en strøm af data.

»Blackfin-processoren har udviklet sig, og i dag kan den bruges lige så meget som mikrocontroller,« siger ingeniør Benjamin Grydehøj, en af de unge udviklere bag boardet.

Blackfin Shark 537 blev valgt, fordi den var den kraftigste DSP-processor på markedet, da udviklingen startede.

Developer-kittet adskiller sig også ved, at IP Thinking har udstyret kittet med uC Linux-styresystem og basalt software til IP-telefoni, lyd og billeder. Det betyder, at kittet kan bruges lige ud af pakken, og kunder kan hurtigt få et produkt til at virke.

Senere vil IP Thinking også tilføje en browser og et e-mailprogram. Ingeniørerne har udviklet kittet på godt et år, og firmaet har de seneste måneder været ude at markedsføre det.

Gaffeltruck og hoteller

Kittet har tilsyneladende skabt opmærksomhed. Direktør Henrik Warrer kan fortælle om et engelsk projekt, hvor man vil bruge skærmene til kommunikation med demente.

IP Thinking har også solgt nogle kit til et engelsk firma, som er underleverandør til en producent af gaffeltruck. Når truck'ene skal sætte varer ind på de højeste hylder, kan føreren ikke se, hvad han gør. Derfor har man sat et kamera på gaflen, og så bruges IP Thinkings board til at vise billedet for føreren.

IP Thinking satser i det hele taget meget på det engelske marked. Salgsdirektør Lars Lemming er bosat i London.

Firmaet ser også gode muligheder inden for hotelbranchen. Her vil små terminaler både kunne forsyne kunderne med IP-telefoni og med løbende oplysninger om hotellets service præsenteret på skærmen.

Selv er Henrik Warrer elektronikmekaniker, 36 år og har sin baggrund i BB Electronics og som partner i elektronikudviklingsfirmaet Detech. Detech og IP Thinking arbejder tæt sammen i et udviklingshus i det nordlige Vejle.

Der er nyindrettede kontorer i stuen og elektronikværksted i kælderen.

I kontoret ved siden af Henrik Warrer arbejder udviklerne Benjamin Grydehøj og Mark Urup. De har skrevet lange beregninger med rød og blå tusch på de hvide tavler. Der ligger printboards og små 6,5 tommer skærme på skrivebordene. Mark Urup sidder med en meget svær telefonkasse foran sig. Med IP Thinkings kit skal den fungere som VoIP-industritelefon i barske omgivelser efter IP66-normen.

Henrik Warrer fortæller, at han skal mødes med et stort internationalt selskab om salg af VoIP-industritelefoner. Forude ligger flere andre møder med store industrikunder.

»De er interesserede i nogle tavler, hvor der kan lægges noget kundespecifikt indhold,« siger Henrik Warrer.

Det sidste twist

For alle kunder gælder det, at IP Thinking bruger kittet som udgangspunkt for en udvikling. IP Thinking vil gerne give produkterne det sidste twist. Det kan være med tilføjelse af andre faciliteter, eller ved at man tager noget fra boardet, som alligevel ikke skal bruges.

»Vi tror ikke, det her kit er nok. Kittet kan skaleres op eller ned, og kunderne kan selv udvikle yderligere software. Det giver mange designmuligheder,« siger Henrik Warrer.

Samtidig håber IP Thinking, at hele udviklingsmiljøet omkring Blackfin-processorerne også vil bidrage med nye programmer til platformen. I bedste Linux-ånd har IP Thinking valgt at lægge sin software ud til fri afbenyttelse.

»Der bliver produceret i hundredvis af programmer til Shark 537 af nørder rundt omkring i verden,« siger Mark Urup.

IP Thinkings board bliver også tilbudt fra Analog Devices hjemmeside.

»Vi håber at kunne sælge 500-1.000 boards ad den vej,« siger Henrik Warrer.

Ifølge IP Thinking er kittet billiggjort ved, at der er tale om en sandwichkonstruktion, hvor board og skærm er koblet sammen.

Første board der kan drive VGA

Boardet fra IP Thinking er det første Shark 537-board, som er i stand til at vise fuld VGA-opløsning på 640 x 480 pixels. Hidtil har det kun været anvendt med den kvarte opløsning. Det er udviklerne hos IP Thinking og søsterfirmaet Detech, som har udviklet en driver til VGA-opløsning.

Det har krævet mange små skridt for at få den forholdsvis lille processor til at drive såvel skærm som de øvrige funktioner.

»Vi har arbejdet meget med at få tingene til at spille sammen. I starten kunne processoren for eksempel ikke drive lyd og ethernet samtidigt. Så måtte vi tilbage til tegnebrættet igen og få det rettet,« fortæller Benjamin Grydehøj.

Samarbejde med Analog Devices

Udviklingen af det nye board er sket i tæt samarbejde med FAE-ingeniør Lars Weber Rasmussen fra Analog Devices. Begge parter har haft interesse i at fremme salget ved at sende et nyt produkt på gaden.

»Vi har designet boardet fra bunden, men vi har da lånt nogle ideer fra Analog Devices,« siger Mark Urup.

Han er 25 år, blev færdig som it-ingeniør i januar og er her i sit første job blevet kastet ud i udviklingsarbejdet fra begyndelsen.

»Jeg har aldrig læst så mange datablade, som de sidste måneder,« griner han.

»Det har været rigtigt spændende. Man får lov til det hele i sådan en lille virksomhed.«