Rumelevator rykker nærmere med nye kulstofstoffibre
Rettet: 10.000.000 etage, tak! Forskere og ingeniører mødes nu jævnligt for at planlægge virkeliggørelsen af en elevator, der kan køre op til en geostationær satellit.
Ideen går ud på at sænke wiren ned til Jorden fra en satellit. Men for at bevare satellitens tyngdepunkt på samme plads, skal en kontravægt skubbes ud i rummet samtidig.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Rumelevatoren har været længe undervejs. Det kunne der sikkert spindes mange vittigheder på, når ideen nu er, at elevatoren skal kunne bevæge sig fra jordoverfladen op til en geostationær satellit 35.000 kilometer ude i rummet. Men ny udvikling gør, at hundreder af ingeniører og videnskabsmænd faktisk arbejder målrettet på at gøre ideen til virkelighed, skriver nyhedsbureauet CNN.
Et af de afgørende punkter i konstruktionen, et superstærkt kabel, som elevatoren kan køre op og ned ad, er nu kun et spørgsmål om tid og udvikling. Produktionen af kulstofnanofibre begynder at nærme sig den nødvendige trækstyrke.
Fibrene er meget stærke hver for sig, men for at spinde dem sammen til et langt reb med en tilsvarende styrke kræves en ny fremstillingsmetode - sandsynligvis bestråling.
Cambridge University i England og MIT (Massachusetts Institute of Technology) i USA er nået længst i den retning med styrker i GPa-niveau.
Konsekvensen af en færdig rumelevator er næsten ufattelig. Prisen på at sende et kilo gods op i kredsløb om Jorden vil falde dramatisk, når man en dag ikke længere er afhængig af enorme løfteraketter, men i princippet kan gå ind i en elevator og trykke på knappen: "10.000.000 etage".
En konference "2008 Space Elevator Conference" blev afholdt i staten Washington i juli, og den følges op af en konference i Tokyo til november, afholdt af Japan Space Elevator Association.
Derpå følger en konference i Luxembourg i december, afholdt af den amerikanske organisation Spaceward.
Ideen om en rumelevator mellem Jorden og en geostationær satellit i 35.000 km's højde blev for alvor kendt i offentligheden i 1979, da science fiction forfatteren Arthur C. Clarke nævnte muligheden i romanen "The Fountains of Paradise".
Men blandt verdens forskere har tanken simret jævnligt lige siden 1960, da den russiske ingeniør Yuri N. Artsutanov fremførte ideen i en artikel om fremtidens udnyttelse af rummet.






