Afslørende billeder af Merkur på vej
Nasas rumsonde Messenger får i dag for første gang mulighed for at tage unikke billeder af en ny side af planeten. Rumsonden er på den anden af tre planlagte forbiflyvninger af planeten.
Dokumentation
Afsløringer af helt nye områder på Merkur er på vej. For rumsonden Messenger er netop i dag ved at foretage sin anden forbiflyvning af planeten.
Forskerne håber, at turen vil afsløre mere om planeten og de processer, som styrer dens atmosfære. En højdemåler vil kortlægge dele af planetens overflade, og forskerne kan for første gang sammenholde højdedata med de højopløselige billeder for to halvkugler på Merkur.
Her mandag vil Messenger passere Merkurs overflade i en afstand af blot 200 kilometer. Rumsonden vil foretage videnskabelige målinger og tage mere end 1.200 billeder i alt. Samtidig vil passagen via Merkurs tiltrækning hjælpe med til at ændre sondens bane, så Messenger kan gå i kredsløb om planeten i 2011.
Ved den første forbiflyvning af Merkur den 14. januar i år fik Nasa taget billeder af omkring 20 procent af Merkurs overflade, som aldrig er set før. Billederne viser, at vulkanudbrud har skabt mange af sletterne på Merkur, og samtidig viser data fra de videnskabelige instrumenter, at Merkur har en smeltet jernkerne i sit indre, som danner planetens magnetfelt.
Et af de primære formål med Messengers missioner er at bestemme sammensætningen af Merkurs overflade. Under passagen vil de specielle instrumenter til formålet blive aktiveret, så man kan få de første data om den kemiske sammensætning i overfladen.
Messenger er mere end halvvejs på sin 7,9 milliarder kilometer lange rejse for at komme i kredsløb om Merkur. Sonden blev opsendt i 2004.
Rejsen omfatter mere end 15 omkredsninger af Solen. Ud over de tre passager af Merkur, fløj sonden også forbi Jorden i august 2005 og forbi Venus i oktober 2006 og juni 2007.
Messenger forventes at gå i kredsløb om Merkur den 18. marts 2011.





