Metroselskabet tegner løs for at hæve Kgs. Nytorv station
Cityringens station på Kgs. Nytorv har fået ingeniørerne i Metroselskabet til at tegne løs for at finde en løsning, der ikke ramler sammen med den nuværende Metro. Samtidig er det tydeligt, at borearbejdet vil kræve omlægning af kloakrør, fjernevarmerør og vandrør.
Læs også
-
Metroselskab afviser brandchef: Der bliver ingen tværtunneler
-
Brandchef: Sprinklere i cityring kan ikke erstatte nødudgange
-
Frygt for store skader får Metroselskabet på lynvisit i Amsterdam
-
Besparelser på nødudgange i cityring får regnskabet til at holde
Læs mere om
Boremaskinernes gnaveri for at få en Metrocityring til at blive til virkelighed under København kræver omlægning af kloakrør, fjernevarmerør og vandrør ved de 17 stationer i byen. Men en af de største udfordringer bliver stationen under Kgs. Nytorv.
På Kongens Nytorv havde Metroselskabet regnet med at bore inde under den eksisterende metros rør, der ligger i 20 meters dybde. Men eftersom der skal være en vis afstand imellem for at sikre den eksisterende metro, var tunnelboringen tvunget helt ned i 30 meters dybde, hvilket ville give alt for store ulemper for passagererne, siger Anne-Grethe Foss:
»Det ville betyder tre trappeløb op, hen og så ned ad to lange trappeløb. Det ville blive for svært. Derfor var tanken, at man skulle lave en forbindelse direkte mellem enderne af de to perroner. Men det kunne vi ikke gøre uden at gribe ind i driften. Hvis vi lægger stationen oppe i 12 meters dybde, vil man kun skulle op af et trappeløb og gå lige over i den anden metro,« siger hun.
Endnu ved Metroselskabet imidlertid ikke, om det kan lade sig gøre at flytte Kgs. Nytorv station op, men planen er, at have en afklaring færdig inden årets udgang.
Højt kalklag ved Enghave Plads
Når Metrocityringens tog fra 2018 kører mellem stationerne, befinder de sig på visse strækninger helt nede i 35 meters dybde. Når de kører ind til stationen, skal de oftest op i 18 meters højde. Men fire af stationerne kræver en ekstra opstigning til 12 meter.
Ifølge Metroselskabet er der flere grunde til, at hæve stationernes bund fra de normale 18 meter og op til 12 meter.
For eksempel ligger kalklaget, som anlægsarbejdet skal foregå i, omkring Enghave Plads, så højt, at det er unødvendigt at anlægge stationen dybt. Og omkring Nørrebro Runddel og Vibenhus Runddel befinder den porøse undergrund sig alligevel så langt nede, at entreprenørerne må tage nogle specielle og dyre muddermaskiner i brug, og så kan de lige så godt lægge stationerne højere.






