Rumfærgetur udsat efter fejl på Hubble
En computerfejl på Hubble får nu Nasa til formentlig at udsætte servicemission. Udsættelsen vil betyde flere ændringer i planlagte opsendelser.
Nasa overvejer nu at udsætte opsendelsen af rumfærgen Atlantis, efter Hubble-teleskobet lørdag fik problemer med at sende data til jorden via datakanal A.
Opsendelsen af Atlantis var planlagt til den 14. oktober, og er den femte og sidste servicemission, som har til formål at forlænge teleskopets levetid, inden James Webb-teleskopet er klar til opsendelse.
Men inden der bliver truffet en endelig beslutning om udsættelse, kæmper Nasa nu med en teknisk gennemgang af, hvad en udsættelse vil betyde - og ikke mindst hvad der skal tilføjes til Atlantis’ mission for at få Hubble på fode igen.
Enhver tilføjelse til det allerede meget komprimerede program for Atlantis’ flyvning med fem rumvandringer bliver en udfordring.
Nasas direktør for rumfysik, Ed Weiler, oplyser, at Nasa planlægger at bruge udsættelsen til at få ny hardware klar, så man kan holde Hubble gående så længe som muligt.
Det kan betyde at servicemission måske udsættes til senere end februar eller marts, afhængig af hvor lang tid det tager at få hardwaren klar. Ed Weiler er dog glad for, at fejlen opstår nu, og ikke under eller efter service missionen var gennemført.
Fra Jorden forsøgte Hubble-teknikerne uden held at resætte den defekte datakanal. Efterfølgende undersøgelser tyder på, at det er elektronikken i Hubble, som er defekt og måske skal udskiftes.
Hubble har en kanal B, som man forventer at skifte til sidst på ugen, så Nasa kan genoptage de videnskabelige observationer.
Kanal B har dog ikke været aktiveret siden Hubble blev opsendt i 1990, og selv om det virker, vil Hubble ikke længere have en backup-mulighed, hvis også kanal B får problemer. Skiftet til B er en kompleks procedure, som man først vil gennemføre, når man har afprøvet alle de systemer, der ikke har været aktiveret i 18 år.
Lederen af rumfærgeprogrammet, John Shannon, oplyser, at han forventer, den endelige beslutning bliver truffet i slutningen af næste uge, men alt peger i retning af en væsentlig udsættelse. Det vil samtidig betyde, at den efterfølgende opsendelse af rumfærgen Endeavour til rumstationen formodentlig vil blive rykket frem et par dage fra den nuværende opsendelsesdato den 14. november.
Endeavour står i dag samlet ude på rampe 39B - klar til redningsflyvning i tilfælde af at Atlantis skulle få problemer under missionen til Hubble.
En udsættelse betyder, at Atlantis skal køres fra rampe 39A og tilbage til VAB-samlehallen, mens Endeavour køres fra rampe 39B og til 39A.
39A er den Nasa helst vil opsende fra, da man allerede er i gang med at ændre 39B til de kommende Ares-1-opsendelser til Nasas nye rumfartøj Orion.
Nasa ønsker med servicemissionen at forlænge Hubble’s levetid med fem eller ti år.






