Gill Price er alene i firehjulstrækkeren på den øde landevej i det vestlige Rwanda, da der pludselig lyder et brag bag i bilen. Hun er sikker på, at nogen skyder på hende.

»Jeg troede, at nu var det sket,« fortæller hun.

Kun kort tid forinden var en bus med skolepiger blevet standset på den selvsamme landevejsstrækning. Pigerne var blevet beordret ud af bussen og havde fået besked på at stille sig op hver for sig efter etnisk gruppe, hutu og tutsi. Da de nægtede, blev de alle henrettet.

»Jeg blev virkelig, virkelig bange, så da der kom en bil kørende i modsat retning, kørte jeg ind foran, så den standsede. Og jeg kan huske, at jeg bare rystede og rystede,« fortæller hun.

Året var 1996, og Gill Price var rejst til det lille centralafrikanske land Rwanda for at hjælpe med genopbygningen efter folkedrabet i 1994, hvor cirka 800.000 mennesker blev dræbt i løbet af 100 dage. Det svarer til en tiendedel af befolkningen.

Som udsendt for Care International var det hendes opgave at bygge landsbyer og genopdyrke landbrugsland. Der skulle konstrueres veje, huse og vandforsyning.

»Arbejdet var meget anderledes end i Vesten. Materialer og teknologi er meget primitive, og det er nødvendigt at medtænke nogle helt andre aspekter, når arbejdet foregår i et uland,« fortæller hun.

For eksempel var det nødvendigt at overveje grundigt, hvilke materialer der skulle bruges ved konstruktionen af huse.

»Du er nødt til at tænke på miljøet. Folk er meget afhængige af tømmer, så hvis du bruger alt træet til at bygge huse af, så har folk ikke noget levebrød bagefter,« siger hun.

"Ham skal du ikke give et job!"
Generelt var de lokale lette at samarbejde med, men der var også problemer. For eksempel når landsbyens ældre fortalte, hvem hun i hvert fald ikke skulle ansætte.

»De kom nogle gange og pegede på forskellige personer og sagde: "Ham og ham skal du ikke give et job". Og så vidste man ikke, om det var nogen, som havde slået folk ihjel,« beretter Gill Price.

Hun så det dog ikke som sin opgave at dømme nogen, og hun ansatte folk efter kvalifikationer.

En anden forhindring var manglen på macheter. De var svære at købe og importere, fordi de under folkedrabet var blevet brugt til at dræbe og lemlæste folk.

Men samtidig var de også vigtige som redskab til byggeri og landbrug.

»Hver aften skulle vi tælle macheter op for at være sikre på, at de alle var afleveret tilbage,« fortæller hun.

Året inden havde hun været i Irak. Her lød opgaven på genopbygning af de landsbyer, som var blevet ødelagt under den kurdiske opstand efter Golfkrigen.

Efter hendes mening var det nogenlunde lige farligt at arbejde i de to lande.

»I Irak vidste jeg, at hvis der pludselig var nogen, som syntes, at jeg var et problem, så kunne de dræbe mig. I Rwanda vidste man ikke, hvor truslen kom fra. Du kunne risikere bare at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt,« siger hun.

Her var hun flere gange ude for, at folk i landbyen var blevet myrdet i nattens løb, højst sandsynligt af den tidligere rebelhær. En morgen, da hun kom på arbejde, var 26 mennesker blevet dræbt.

Da to nødhjælpsarbejdere fra Læger Uden Grænser blev henrettet om natten, fik frygten for alvor tag i hende.

»Efter den episode sov jeg ikke særlig godt om natten, og jeg sprang hele tiden op i sengen, hver gang jeg hørte en lyd,« fortæller hun.

Både i Rwanda og Irak mødte Gill Price en befolkning, som var opsatte på at komme videre med livet og hverdagen. For hende var det fantastisk at være med til at skabe forsoning og genopbygge folks liv i de to lande.

Der opstod dog også problemer, som var svære at forudse. For eksempel i Irak, da flaget på en af nødhjælpsorganisationens busser var falmet og dermed kommet til at ligne den ene politiske gruppes flag.

»Bilen var blevet stoppet ved et checkpoint, og jeg blev ringet op af sikkerhedschefen for den ene politiske gruppe. Han sagde, at hvis de så dette flag på vores bil igen, så ville de skyde uden at kigge ind i bilen først,« fortæller hun.

Gill Price gjorde sig mange overvejelser om blandt andet livet og døden, inden hun første gang tog beslutningen om at rejse til et krigsområde.

»Jeg tænkte: "Hvad er det værste, der kan ske?" – og det ville jo være, at jeg døde. Jeg tænkte: "Er jeg klar til at dø?" – og på en måde, ja det var jeg faktisk,« fortæller hun.

Hun kom frem til, at hun i hvert fald ikke var bange for at dø. Og så drog hun af sted.

»Man er næsten nødt til at være klar til at dø, hvis man skal tage til steder som Irak eller Rwanda. For, hvis man er fuldstændig bange hele tiden, så fungerer det ikke,« påpeger Gill Price.

Efter hun er kommet hjem, har hun brugt meget tid på at tænke alle oplevelserne igennem. Det var hendes måde at bearbejde det på. Hun har også talt meget med sin mand, Stig, om det. Ham mødte hun i 1995 i Irak.

Tilbage på den støvede landevej i det vestlige Rwanda lykkes det føreren af den anden bil at berolige Gill Price.

»De må have tænkt: "Hvad er det dog for en sindssyg kvinde",« siger hun, for heldigvis var det bare et dæk på hendes firehjultrækker, som var punkteret.

* I Rwanda lever to etniske grupper, hutuer og tutsier. Under kolonitiden favoriserede den belgiske kolonimagt tutsi-mindretallet, og hutu-majoriteten blev undertrykt.

* Efter selvstændigheden undertrykte hutuerne tutsierne. I 1994 begyndte ekstremistiske hutuer et folkedrab, der varede 100 dage. Cirka 800.000 mennesker blev slået ihjel. Folkedrabet sluttede, da tutsi-guerillahæren indtog landet. I 1996 begyndte fordrevne hutuer at angribe landsbyer igen.