Den årelange frygt for, at nanopartikler er farligere og meget forskellige fra andre kemiske partikler kan vise sig at være ubegrundet.

Ingeniøren har fået indsigt i helt nye og endnu upublicerede danske forskningsresultater fra det danske Sunanoprojekt (Sundhed og nanoteknologi) under det meget anerkendte, tværfaglige iNanocenter på Aarhus Universitet.

Resultaterne viser, at nanopartikler tilsyneladende ikke er mere skadelige end andre kemiske partikler på over 100 nanometer.

»Vores resultater viser, at nanopartiklerne ikke er mere mystiske eller farlige end andre partikler, og derfor kan vi bruge den eksisterende toksikologiske viden og kendte grænseværdier til at håndtere dem med,« siger humantoksikolog, professor og projektleder på Sunanoprojektet, Herman Autrup.

Frygt for penetration i cellemembraner
Frygten har været, at nanopartiklerne på grund af deres størrelse kunne penetrere cellemembraner og de biologiske barrierer, der beskytter hjernen og andre vitale organer, og føre til dødbringende infektioner og blodpropper.

I Sunanoprojektet har man forsøgt at afklare, om det var overflade, vægt eller antal, der var afgørende for giftigheden af særligt titanoxidnanopartikler.

»Alt tyder på, at det er antallet af partikler, der har betydning og ikke overfladen eller størrelsen på dem, som man hidtil har troet,« siger Herman Autrup.

Herhjemme har flere politiske partier tidligere foreslået, at kemikalie­loven skulle laves om for at kunne rumme stoffer i nanopartikelform. Men det er altså ikke nødvendigt, tyder de danske forsøg på.

Sunanoprojektets konklusioner forventes publiceret i et videnskabeligt tidsskrift i løbet af nogle måneder.

Mere frygt end videnskab
Holdningen til nanopartikler har i de senere år været præget af lige dele frygt og begejstring frem for af videnskab mener iNanos direktør, professor Flemming Besenbacher:

»Man har været så begejstret over nanoteknologiens muligheder, at forskningen i nanopartiklers giftighed er sakket bagud. Og de miljøfolk og medicinere, der har forsket i nanotoksikologi, har ikke haft adgang til de stærke mikroskoper med fantastisk opløsningsevne, som nanoforskerne har haft.«

Men dette er ved at ændre sig.

»På det seneste er der kommet artikler af god videnskabelig kvalitet. Og i vores eget Sunanoprojekt har vi gjort meget ud af tværfagligheden. Meget tyder foreløbig på, at skræk­scenarierne for nanopartiklerne skal revurderes,« siger iNano-direktøren.

Antallet betyder mest
Forskerne på Sunanoprojektet, der består af human- og økotoksikologer på den ene side og fysikere, kemikere og molekylærbiologer på den anden side, er ifølge Herman Autrup de eneste, der har undersøgt forskellige antal celler med forskellige antal partikler.

Forsøget bestod kort sagt i, at forskerne tilsatte samme antal nanopartikler til forskellige antal celler. Der, hvor der var størst antal partikler per celle, så man den største farlighed.

»Det var ikke et spørgsmål om størrelsen men om antallet. Det tyder på, at der er en tærskelværdi for mængden, før man ser en farlig virkning. Og ved meget lave doser af stoffet, er der ikke nogen sundhedsmæssige bekymringer, selvom vi taler om nanopartikler,« siger Herman Autrup.

Forsøg uden forsøgsdyr
Forskerne i Sunanoprojektet har set på sølv- og titaniumoxidnanopartikler, der har stor kommerciel interesse, men de har kun undersøgt overflade, antal og vægt for titaniumoxidnanopartikler. Derfor har Herman Autrup også et forbehold.

»Andre nanopartikler kan opføre sig på andre måder. Men det tyder på, at forskellige nanopartikler påvirker de samme cellesignaler (måden cellen reagerer med nanopartiklen på, red.), og at de derfor vil kunne sammenlignes med titaniumoxidnanopartiklerne,« siger Herman Autrup.

Forsøgene er baseret på cellekulturer og ikke forsøgsdyr. Forskerne har brugt lungecancercellelinjen A549, der er en af de mest brugte i toksikologiske undersøgelser samt en monocytcellelinje, der forventes at være bedre til at optage nanopartikler end andre cellelinjer, der normalt anvendes i toksikologisk forskning.