Fiberlaserskærer fra DTU giver helt glatte skærekanter
DTU Mekanik har udviklet en fiberlaser, som skærer i metal. I modsætning til de kendte fiberlasere efterlader den en kant uden grater. Teknologien har store perspektiver.
To skæringer med laserskærer. Ved brug af én laserstråle (til højre) bliver kanten tydeligt mere flosset end med DTU's teknik (til venstre), hvor der skæres med flere laserstråler.
Læs også
-
Svejsemaskiner bliver lettere at håndtere og mere automatiserede
Læs mere om
Et lille hold forskere og ingeniørstuderende ved DTU Mekanik har gennem halvandet år udviklet en ny fiberlaserskærer, der kan få betydning for hele verdens metalindustri.
Hidtil har det været et alvorligt problem for udbredelsen af fiberlaserskærere, at de efterlader en grim skærekant med synlige grater. Men DTU-folkene har fundet en måde at styre skæringen, så den producerer en pæn kant. Det gør de ved at bestråle metallet med omkring ti laserstråler samtidigt.
»Vi lægger strålerne i et mønster, så de kan styre smelten. Vi har opnået en væsentligt reduceret gratdannelse,« fortæller professor Flemming O. Olsen, DTU Mekanik, som står i spidsen for gruppen.
Resultaterne har hidtil kun været offentliggjort på en lukket fagkonference for laserbranchen.
Lige nu arbejder Flemming O. Olsen med sit hold på at optimere processen i et renrum. Gruppen arbejder især med at vinkle strålerne, så de får den bedst mulige effekt i skæringen.
»Vi arbejder med simuleringer, stråleopretninger og forsøg. Foreløbig arbejder vi med en opstilling, som skal give proof of principle. Vi er absolut ikke nået frem til noget færdigt produkt endnu,« siger Flemming O. Olsen.
Fiberlasere er de seneste år vundet voldsomt frem inden for gravering og svejsning, men på skæreområdet, som domineres af CO2-lasere, har fiberlaseren endnu ikke fået sit gennembrud, fordi det hidtil ikke har været muligt at skære et pænt snit.
DTU-gruppen er, som det ser ud, tæt på at løse dette problem, og det kan få store konsekvenser for det globale marked for skæring af metal.
Nej tak til at sælge teknologien
Danmarks Tekniske Universitet har allerede fået en forespørgsel fra en stor spiller på markedet om køb af teknologien. DTU takkede dog nej til den tilbudte pris og valgte selv at fortsætte udviklingen.
DTU har foreløbig brugt et par millioner kroner på udviklingen af fiberlaserskæreren. Der er søgt patent på metoden, hvor man skærer i metal ved hjælp af et asymmetrisk mønster af laserstråler.
Foreløbig anvender DTU Mekanik to fiberlasere på henholdsvis 100 kWatt og 450 kWatt.
»Vi satser på at skalere teknologien op efterhånden. Foreløbig har vi en teknologi, der kan skære 25 procent hurtigere, og som leverer en væsentligt bedre skærekvalitet,« siger Flemming O. Olsen.
Flemming O. Olsen skønner, at der i dag er 400 virksomheder i Danmark, som anvender laserskæreudstyr. En af de største er Ib Andresen Industri i Langeskov på Fyn. Her følger man udviklingen inden for fiberlaserne.
»Vi følger det tæt. Det er et spørgsmål om, hvornår man får en moden teknologi. Det øjeblik, fiberlaserskæring slår igennem, så har vi alle forældet udstyr,« siger Lars Ryholl, direktør for Ib Andresen Industris pladedivision.
Ib Andresen Industri bruger i dag laserskæring til tykkelser op til 20 millimeter og flammeskæring til større materialetykkelser.
Som konkurrent til laserskærerne ser Lars Ryholl også muligheder for et teknisk genembrud inden for vandskæring.
»Der kan godt lige pludselig komme et tigerspring,« siger han.






