Det er en interessant tankegang, at en lettere nusset overflade på indlandsisen, som beskrevet i Inge­niøren den 19. september 2008, kan medføre en bemærkelsesværdig større opvarmning af området ved Nordpolen.

En mørkere flade vil altså optage meget mere energi fra Solen og beholde energien fra solstrålerne. Størstedelen af sollyset skulle under normale omstændigheder være reflekteret ud i rummet igen. Mangler muligheden for refleksion, giver det altså mærkbare ændringer for miljøet.

Forestiller man sig en solfanger med sort baggrund og dens stadig cirkulerende lavtemperatur-returvand, må solfangeren være skyld i, at temmelig store mængder af solenergi magasineres ved jorden i stedet for at blive reflekteret ud som lys i rummet igen.

I solfangeren kan 1 m2 flade jo svare til 20 m2 med hensyn til akkumulering af varme - ud over det almindelige tilskud til varmetab fra fladen, som et normalt varmeoptagelse er på.

Filosoferer man videre, er Solens indflydelse på solceller vel af samme betydning. Solenergien opsamles intensivt til bevægelse af elektroner, der vandrer med høj hastighed videre til forskellige gøremål for til sidst at ende som varme. Solcellefladen opmagasinerer energi, der svarer til meget mere solenergi end arealet, som solcellefladen fylder, normalt opsuger. Der sker en øgning af optagelse af sollys, fordi der foregå en transport af energi væk fra arealet.

Menneskets forhindring af sollysets refleksion kan da kun være et meget stort tilskud til opvarmning af Jordens atmosfære, når alt for lidt af sollyset reflekteres tilbage som lys, og det uanset stigningen i CO2.

I princippet er frigivelse af energiressourcer fra uran og fossilt brændstof også med til at opvarme Jordens atmosfære uanset stigning i CO2.

Derfor synes fremtidens bæredygtige kilde til energi kun at være vind og bølger, hvor man udnytter kræfter, der alligevel på et eller andet tidspunkt bliver til varme.