Er det hårdere at løbe i naturen end på løbebånd?
Jesper Holm har været i fitness-center sammen med en flok ingeniører, og det har udløst følgende spørgsmål om løbebånd:
"Spørgsmål 1: Hældningen indstilles til 0% og man løber en tur ved f.eks. 10 km/t. Hvis man tager samme løbetur på flad landevej har man så (rundt regnet) udført det samme stykke arbejde? (Her er gruppen nogenlunde enige - svaret må være ja - vi ser bort fra vindmodstand).
Spørgsmål 2: Hældningen stilles nu til f.eks. 10% og eksperimentet gentages. Har man igen udført det samme arbejde? Her er folk voldsomt uenige. Nogle mener at svaret er ja, mens andre holder på at landevejsturen er markant hårdere med den begrundelse at man slutter turen højere oppe (tilvækst i potentiel energi). Hvad er svaret?"
Svaret kommer fra Holger Skjerning, der er tidligere lektor i fysik og energi ved DTU's diplomingeniør-uddannelse:
"Et sjovt og lidt drilagtigt spørgsmål. Spørgsmål 1 har I selv besvaret korrekt, men der er dog en væsentlig forskel: den friske luft!
Spørgsmål 2: Når man løber op ad bakke (10 % stigning) ude i skoven, udfører man et større arbejde, end når man løber vandret. Og det ekstra arbejde giver løberen en potentiel energi, der er Mgh (massen*tyngdeacc.*højdeforskellen).
På løbebåndet får man ikke ekstra potentiel energi, men man udfører ved samme stigning og distance præcis så meget ekstra arbejde som op ad bakken, fordi man (populært sagt) hele tiden presser løbebåndet bagud og derved hjælper den motor, der trækker båndet.
Hvis der ikke var friktion (tab) i løbebåndets mekanik, ville man kunne levere dette arbejde til motoren, der så kunne køre som generator – og levere energien til nettet eller en lampe eller lignende.
Altså præcis som kondicykler, der somme tider leverer strøm til en lampe."
Spørg Scientariet er i dag redigeret af Julie M. Callesen, jmc@ing.dk.
Utætheder skyldes uvidenhed og byggesjusk
Er mørkt stof en negativ tyngdekraft?





