Vejrudsigterne er blevet bedre og bedre de senere år, så man nu med rimelig sikkerhed kan forudsige vejret syv dage frem i tiden.

Forklaringen er bedre dataindsamling over større områder og forøget regnekraft. Indimellem optræder dog situationer, hvor de numeriske vejrforsigelser, som de nationale vejrtjenester bruger i deres daglige arbejde, går helt galt i byen.

»Når det sker på breddegrader, som dækker områder som USA og Europa, skyldes det som regel, at vejrdata på breddegrader større end 60 grader nord er dårligt kendte,« forklarede Lars Peter Riishøjgaard for nylig på en workshop på Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet.

Den danske geofysiker er i dag leder af Joint Center for Data Assimiliation i USA – oprettet af Nasa, NOAA, US Navy og US Air Force.

For flere år siden foreslog han derfor Nasa, at der skulle opsendes en vejrsatellit, der kan dække de arktiske områder. Projektet faldt dog ud af prioriteringerne, da George Bush besluttede, at en stor del af organisationens ressourcer skal rettes mod bemandet rumfart til Månen og Mars.

Interessen for en vejrsatellit, der dækker de arktiske områder, er dog stor mange steder. Så Lars Peter Riishøjgaard havde sammen med lektor Aksel Walløe Hansen fra Niels Bohr Institutet for nylig inviteret interessenter fra hele verden til København.

På grund af visaproblemer var det ikke lykkedes at få repræsentanter fra Rusland frem. Her har man tanker om satellitovervågning af Arktis i forbindelse med projektet "Arktika".

Det har tidligere i russiske medier været fremme, at Arktika-satellitter kunne opsendes i 2010 i et projekt til cirka seks milliarder kroner. Lars Peter Riishøjgaard er dog ikke sikker på, hvad den præcise status på Arktika er i øjeblikket.

I Vesten er det Canada, der er kommet længst med at gøre Lars Peter Riis­højgaards tanker til virkelighed.

Invitation fra Canada
De canadiske repræsentanter på workshoppen fra Canadian Space Agency og Environment Canada fortalte om et projekt, der kører i sin indledende fase. De benyttede lejligheden til at invitere andre lande til at indgå i den tekniske gruppe, som allerede er oprettet.

Om canadierne i sidste ende kan samle en gruppe eller alene stå for gennemførelsen af et projekt er dog endnu ikke afklaret.

Klimaprofessor Eigil Kaas fra Københavns Universitet håber på det, for han er enig i, at det vil være værdifuldt at have en løbende overvågning af vejret over det arktiske område.

Når man skal overvåge arktiske områder med satellit står valget i princippet mellem to løsninger.

Enten opsendes en eller to satellitter i et stærkt elliptisk kredsløb, hvor omløbsbanens afstand til Jorden varierer mellem 600 km og 40.000 km.

Et sådant kredsløb – kaldet et molniya-kredsløb – er blevet flittigt brugt af Sovjetunionen/Rusland til kommunikationssatellitter. På grund af Keplers 2. lov vil satellitten, når den er længst væk fra Jorden, bevæge sig meget langsomt og i en periode på flere timer næsten se ud, som den er stationær. Med to satellitter i et molniya-kredsløb kan man derved opnå en kontinuert overvågning af Arktis.

Alternativet er at benytte 12 satellitter i et cirkulært polært kredsløb i en afstand af cirka 1.000 km. Satellit­organisationen Iridium tilbyder at huse satellitovervågning på sin næste generation af kommunikationssatelitter, der skal opsendes fra 2013.

Satellitter placeret i et geostationært kredsløb befinder sig over ækvator og kan derfor ikke dække arktiske områder.