Forskere: Luk vinduerne mod gaden
Forskere på Danmarks Miljøundersøgelser advarer mod at lufte ud mod gaden, fordi forureningen er 2-3 gange højere end mod gården.
Lad være med at lufte ud mod gaden, hvis du bor ud til en trafikeret vej. Sådan lyder advarslen fra flere forskere på Danmarks Miljøundersøgelser, DMU. Luftforureningen med sundhedsskadelige partikler er nemlig langt højere på vejsiden, siger Ole Hertel fra DMU.
»Typisk er der en forskel i forureningsniveau på gadeside og baggårdsside på en faktor 2-3, når vi taler om de trafikerede veje,« siger han.
Udmeldingen fra DMU kommer på et tidspunkt, hvor miljøminister Troels Lund Poulsen (V) har bedt om fire års udsættelse med at overholde EUs grænseværdier for den skadelige udstødningsgas NO2 og PM10-partikler, selv om de er årsag til luftvejssygdomme, forringet velvære og kortere levetid.
Hele situationen undrer Steffen Loft, professor ved Instituttet for Folkesundhed på Københavns Universitet.
»Det er jo tosset, at man selv skal forsøge at undgå forureningen, for det burde myndighederne gøre,« siger han.
Men indtil forureningen er bragt ned, må borgerne beskytte sig selv. Værst er det, hvis man bor i stueetagen, for her er luftforureningen størst.
Desuden er luftforureningen meget koncentreret, hvis man bor ud til en meget trafikeret vej.
Forureningen stammer fra bilernes udstødning, som indeholder både NOX-gasser og ultrafine partikler. Men der afgives også større partikler fra dækkene, når bilerne bremser, og vejstøv med sundhedsskadelige partikler hvirvles op. Alt sammen en farlig cocktail, siger Steffen Loft.
»Dødsrisikoen er godt halvanden gange så høj for folk, der bor inden for 50 meter af en trafikeret vej. Det gør 100.000 mennesker i København, hvilket svarer til 5.000 tabte leveår,« siger Steffen Loft. Alene i København bliver det til 500 dødsfald om året, fordi folk, der udvikler hjerte-lungesygdomme, i gennemsnit dør 10 år for tidligt.
Krav udsættes
I Københavns Center for Miljø siger miljøinspektør Birte Busch Thomsen, at der skal ske noget over en bred kam for at nedbringe forureningen.
»Vi vil gerne have en hurtigere implementering af EUs nyeste teknologikrav til køretøjer, så vi kan nedbringe partikelforureningen og NO2-niveauerne i byen.«
Birte Busch Thomsen mener, at den danske lovgivning er for snæver, fordi kommunen kun kan kræve partikelfiltre på specifikke køretøjer, og på sigt vil kravene blive forældet.
Derfor mener hun, at reglerne bør omfatte langt flere person- og varebiler. F.eks. bør de ældste og mest forurenende biler udskiftes med nye, miljøvenlige modeller med partikelfiltre og katalysatorer.
Derudover arbejder Københavns Kommune for at få gennemført trængselsafgifter, fordi de kan nedbringe trafikmængden og dermed udledningen af stoffer.
»Men vi mangler lovgivning på området, og det kræver, at staten går med på banen,« siger hun.
Steffen Loft mener også, at vejtold og omdirigering af trafikken uden om bycentre kan løse nogle af de sundhedsmæssige problemer, da mindre trafik i indre by vil betyde, at færre mennesker belastes.





